|
|
|
 xx |
|
 xx |
|
|
108.000 gamle fiskeben kaster lys over fremtidens fiskearter
|
|
|
|
For 6000 år siden svømmede torsk og sild rundt i danske farvande sammen
med sydlige arter som ansjoser og havbars. Dengang var havet 2-3 gader
varmere end i dag, og arkæologiske studer af fiskeben fra fortiden kan
fortælle os, hvordan livet i havet omkring os vil forandre sig, når
temperaturerne igen stiger. |
|
|
|
|
Klimamodeller forudsiger, at temperaturen i havene stiger omkring 3
grader i løbet af de næste 70 - 100 år. Spørgsmålet er, hvordan det vil
påvirke fiskelivet i havene omkring os.
En gruppe forskere fra Danmarks Fiskeriundersøgelser ved DTU og
Zoologisk Museum har netop publiceret et bud.
108.000 fiskeben
I et særnummer af tidsskriftet Fisheries Research præsenterer de
resultatet af studier af 108.000 fiskeben fra arkæologiske udgravninger
i Danmark. Det sker som led i det internationale projekt "History of
Marine Animal Populations".
Fiskebenene stammer fra en af de perioder, hvor havtemperaturerne
omkring Danmark har været højest, nemlig fra cirka 7000 til 3900 før vor
tidsregning. Dermed kan de arkæologiske kilder være en indikator for
hvilke arter, som vi i fremtiden får at se i vores farvande i kølvandet
på den globale opvarmning.
Sydlige arter almindelige
Studier af de arkæologiske fiskeknogler afslører, at arter som ansjos og
havbars, som i dag hører til i Middelhavet og i Den Biskayiske Bugt,
dengang var almindelige i havet omkring Danmark. Efterhånden som
temperaturerne igen faldt efter den varmere periode, forsvinder de
fleste sydlige arter igen fra de arkæologiske kilder. Det er netop arter
som disse, som danske fiskere de seneste år igen er begyndt at få i
nettene i forlængelse af de sidste 5-10 års temperaturstigninger.
Torsk trodser varmen
Forskerne fandt også tusindvis af torskeknogler i de arkæologiske fund.
Det var i første omgang overraskende, da forskning har vist, at 80erne
og 90ernes temperaturstigninger i Nordsøen har været hårde for
bestandene af ungtorsk.
De nye fund viser imidlertid, at torsken godt kan klare en
temperaturstigning, hvis bare fiskeritrykket indrettes efter bestandens
størrelse, lyder konklusionen. I arkæologisk tid var fiskeritrykke på
torsk meget mindre end det er i dag.
"Budskabet fra fortiden er, at hvis vi fortsat vil have torsk på
middagsbordet om 100 år, så kan vi få det – men kun hvis fiskerne fra
alle lande omkring Nordsøen, Kattegat og Østersøen letter fisketrykket",
sagde seniorforsker Brian MacKenzie, Danmarks Fiskeriundersøgelser ved
DTU, da de første resultater blev fremlagt på en konference i efteråret
sidste år.
History of Marine Populations:
Census of Marine Life – eller på dansk "optælling af livet i havene"
– er et samarbejde mellem forskere i 80 lande. Målet er i 2010 at kunne
udgive verdens første folketælling af klodens liv i saltvand: Fra
planter til dyr, bakterier og svampeliv. "History of Marine Animal
Populations" er den del af Census of Marine Life som kortlægger den
historisk udvikling af livet i havet og af menneskets udnyttelse af
havets ressourcer. Projektet har et tydeligt dansk islæt, da både
Danmarks Fiskeriundersøgelser ved DTU og Roskilde Universitetscenter er
repræsenteret i styregruppen, som ledes af rektor Poul Holm (RUC).
|
|
|
|
FiskerForum - 13. december 2007 |
|
|
|
 xx |
|
 xx |
|
|
|
|