|
Formålet med loven er at udbrede røgfri miljøer, med
henblik på at forebygge sundhedsskadelige effekter af passiv rygning og
forebygge, at nogen ufrivilligt udsættes for passiv rygning.
Reglerne betyder, at man bl.a. ikke må ryge indendørs på
danske fiskefartøjer. Man kan dog aftale, at ryge i rum, hvor der kun
arbejder én person ad gangen. Man må også etablere særlige rygerum, ligesom
rygning kan tillades i enkeltmandskamre om bord på skibe.
Arbejdspladsen skal have en skriftlig rygepolitik. Alle
ansatte skal have klar besked om, hvorvidt de må ryge på arbejdspladsen,
hvor de i givet fald må ryge og konsekvenserne af ikke at følge
rygepolitikken.
Det er arbejdsgiverens ansvar at sørge for, at de ansatte
følger reglerne.
Søfartsstyrelsen holder øje med, at loven overholdes på
danske skibe. Indtil udgangen af 2007 har man vejledt, således at fiskerne
har haft mulighed for at indrette sig efter de nye regler. Fra den 1. januar
2008 må man, i tilfælde af lovovertrædelser, forvente påbud om straks at
efterleve reglerne.
Et separat rygerum er i øvrigt defineret som et særligt
lokale med gode udluftningsmuligheder eller ventilation. Et rygerum må ikke
være et gennemgangsrum, og det må ikke indeholde funktioner, som bruges af
andre. Gode udluftningsmuligheder kan fx være et vindue. Søfartsstyrelsen
skal ikke godkende rygerum eller rygekabiner.
Søfartsstyrelsen vil normalt gennemføre kontrol af
rygepolitikken i forbindelse med syn.
Ansatte, som på trods af reglerne føler sig udsat for
passiv rygning, skal først og fremmest henvende sig til sin arbejdsgiver
der, som ovenfor nævnt, er ansvarlig for at reglerne overholdes. |