AS SCAN
xx
Thyborøn Skibs & Motor.
xx
 

Triple Nine - Nyhedsbrev - Februar 2008

 

LECITHOS - Functional Lipid Innovation and Consulting

Af dr. Michael Schneider

Marine fosfolipider
- en ny generation af omega-3 fedtstoffer

TripleNine’s ekstraktionsanlæg i Esbjerg gør det muligt at producere ikke kun helt ren fiskeolie men også en ny generation af polare fedtstoffer, de såkaldte fosfolipider, der kan udvindes af fiskemel.

Hvad er fosfolipider?
Og hvad er forskellen på marine fosfolipider og marine olier?
Fosfolipider agerer som naturlige emulgatorer og kan som sådan lette fordøjelsen og optagelsen af fedtsyrer, kolesterol og andre lipofile næringsstoffer.

De spiller også en rolle for transporten af fedtstoffer, ikke kun af allerede optagne fedtstoffer fra tarmen til de forskellige kropsdele, men også af fedtstoffer mellem væv og organer, eftersom fosfolipider er nødvendige bestanddele af de lipoproteiner, der cirkulerer i kroppen.

Fosfolipider er den væsentligste bestanddel af cellevægge og er helt nødvendige, for at celler og organer kan fungere normalt. De vedligeholder cellens struktur og funktion og har regulerende aktiviteter både inden for cellevæggen og uden for cellen.

Marine fosfolipider har mange fordele frem for fiskeolie, idet de er meget mere modstandsdygtige over for iltning (harskning). De har også et meget højere indhold af de fysiologisk vigtige langkædede flerumættede omega-3 fedtsyrer. Ligeledes har de et meget bredere spektrum af helbredsmæssige fordele for både dyr og mennesker.

Anvendelse i aquakulturer
Det mest fremtrædende problem for aquakulturindustrien er, at det er vanskeligt at skaffe levende foderdyr, der indeholder det ernæringsmæssigt tilstrækkelige foder for larverne.

Normalt har kunstigt udviklede organismer - skønt de indeholder en fyldestgørende mængde af protein og energi - en fedtstofsammensætning, der ikke er velegnet til at dække behovet for visse næringsstoffer, som er nødvendige for larvernes optimale overlevelse, vækst og udvikling.

For at kunne udvikle fødeorganismer, der har en velegnet sammensætning af langkædede flerumættede fedtsyrer er det nødvendigt at udvikle disse organismer i omgivelser, der er beriget med et højt indhold af fedtsyren DHA, helst i let fordøjelig form, som det findes i for eksempel fosfolipider.

Opdræt af for eksempel hunde, katte, heste, smågrise og kyllinger
Indtagelse af for megen føde, der har et stort indhold af mættede fedtsyrer eller omega-6 fedtsyrer (fra vegetabilske olier) er blevet kædet sammen med udviklingen af mange nedbrydende sygdomme som hjertelidelser, ledproblemer, nyresvigt, et svagt immunsystem og nedsat frugtbarhed.

For kæledyr som hunde og katte vil fodring af drægtige eller diegivende hunner eller hvalpe og killinger, der er afvænnede, med marine fosfolipider forbedre udviklingen af hjernen og vil øge hvalpenes evne til at lære og forstå træningsmetoder.

Påældre dyr kan mangel på omega-3 LC-PUFA bevirke hårtab, hudproblemer, lever- og nyreskader samt svækkelse af immunforsvaret.

Hvis der gives et tilskud af marine fosfolipider, vil det have en gunstig indflydelse på hjertet, på en bedre ledmobilitet og give en sundere pels.

De forsøg, der er gjort med at give heste et tilskud af fosfolipider, har ligeledes vist en mængde fordele såsom lavere hjertefrekvens og forbedret udholdenhed. De kunne også opnå en højere hastighed under løb.

Smågrise er særdeles følsomme over for infektioner og stress. Derfor er en lav overlevelsesprocent et almindeligt problem for svineopdrættet.

Marine fedtsyrer har vist sig at forbedre smågrisenes immunforsvar, så de bedre kunne modstå angreb af endotoksiner og klare sig bedre i stresssituationer. De fik desuden en forhøjet overlevelsesrate og en hurtigere vægtforøgelse.

Hvis man giver kyllinger marine fosfolipider, vil man se tilsvarende positive virkninger, specielt med hensyn til immunforsvaret og bedre vægtforøgelse, men også æg med et stort indhold af omega-3 LC-PUFA-olier - vel at mærke uden nogen negativ indflydelse på æggenes smag.

Ernæring til mennesker
De danske videnskabsmænd Bang og Dyerberg opdagede og beskrev for omkring 30 år siden de helbredsmæssige fordele ved fiskeolier baseret på den kendsgerning, at grønlandske eskimoer havde langt færre hjerte/karsygdomme end andre folkeslag - på trods af deres kalorieholdige, fede ernæring, der imidlertid indeholdt store mængder af flerumættede fedtsyrer af omega-3-typen.

Det tog temmelig lang tid, før disse opdagelser fandt anvendelse i fødevarer til mennesker. Men i dag ser vi et stort antal fiskeolier og koncentrater af fiskeolie på markedet.

De åbenbare helbredsfordele ved behandling med omega-3 fedtsyrer er almindeligt kendte, og de anvendes nu til behandling af hjerte/karsygdomme, forhøjet blodtryk, forebyggelse af hjertestop og til forbedring af hjerneaktiviteten. Desuden til for eksempel behandling af psykologiske sygdomme som depression, tidlige Alzheimersymptomer og symptomer på hyperaktivitet hos børn.

Alt i alt må man sige, at vore fødevarer i dag er ude af balance med hensyn til de typer af fedtsyrer, vi indtager. Det skyldes det store indhold i vore fødevarer af vegetabilske olier, der indeholder store mængder omega-6 fedtsyrer.

Resultatet heraf er, at vi i vort moderne samfund lider af mange nedbrydende sygdomme som kroniske betændelsestilstande, hjerte/karproblemer og et svagt immunsystem med mange alergiproblemer.

Berigelse af foder og fødevarer med fedtstoffer med stort indhold af omega-3 fedtsyrer er en fantastisk god og nødvendig strategi med henblik på at forbedre helbredet for både dyr og mennesker og for at undgå nedbrydende sygdomme.

Hvis denne ernæringsstrategi baseres på marine fosfolipider, er det uden sammenligning den bedste og mest effektive metode til at bringe forholdet mellem omega-6 og omega-3 fedtsyrerne tilbage i balance.

Dr. Michael Schneider har siden 1980 haft ledende stillinger inden for lectin- og fosfolipid-industrien.Dr. Michael Schneider har siden 1980 haft ledende stillinger inden for lectin- og fosfolipid-industrien.

Han var initiativtager og grundlægger af ILSG (International Lecithin Study group) - nu ILPS (International Lecithin and Phospholipid Society) og medstifter af Lipamin Foundation, der er en organisation, der skal fremme forskning og viden om lipaminer (ernæringsmæssige fosfolipider). Her er han også medlem af bestyrelsen.

 
TripleNine investerer 20 millioner kroner i et anlæg i Esbjerg, der kan udvinde fosfolipider af fiskemel og fiskeolie.

Det etableres i tilknytning til virksomhedens ekstraktionsanlæg. I forbindelse med den dioxinrensning, der foretages her, udtrækkes nogle af de olietyper, der findes i fiskens cellemembramer, og som indeholder fosfolipider. I det nye anlæg vil man kunne udvinde fosfolipider fra disse olietyper.

Det nye anlæg vil være klar til produktion i første halvdel af 2008, og TripleNine venter sig meget af det nye produkt.
 

Ny telefontid

TripleNine’s velkendte telefonnummer 7912 0999 vil fremover være bemandet i tidsrummet fra kl. 9 til 15 alle hverdage.

Medarbejderne vil naturligvis være på arbejde i den normale arbejdstid, så har man brug for at tale med en bestemt medarbejder uden for telefontiden, kan man altså benytte vedkommendes direkte nummer.

 

Hvad kan vi vente os af 2008?

Adm. direktør Nils Chr. Jensen:

Spørgsmålet er selvsagt relevant, men eksakte svar kan naturligvis ikke gives på alle områder. Jeg vil dog forsøge at komme med et bud på nogle af de udfordringer, vi vil komme til at stå overfor i 2008.

Som bekendt har vi forsøgt at tilpasse os til en situation med færre både og lavere leverancer, end hvad der kendetegnede TripleNine for 7 år siden.

Men vi kan her i begyndelsen af 2008 konstatere, at strukturtilpasningen på fiskerisiden ikke er afsluttet. Der handles stadig kvoter og industrifartøjer med det resultat, at antallet af aktive andelshavere fortsat falder.

Færre både og højere kvoter
Hvad kan vi vente os af 2008?Alt andet lige er fiskerimulighederne for det enkelte fartøj bedre i 2008 end i 2007, dels fordi der er færre både, og dels fordi kvoterne er højere.

Kvoten for brisling i Nordsøen er øget knap 20%, så den samlede danske kvote på brisling i Nordsøen, Kanalen og Skagerrak/Kattegat nu er på 196.500 ton. Kvoten skal evalueres i løbet af 2008 og kan som følge heraf revideres både op og ned.

Det kan med tilfredshed noteres, at der igen er åbnet for sperlingfiskeriet i Nordsøen/Skagerrak/Kattegat med en dansk startkvote på 36.500 ton. Bestanden og kvoten skal ligeledes revurderes i løbet af 2008.

Kvoten for hestemakrel i Nordsøen er sat ned med ca. 10% til 25.000 ton, men kvoten vest for de britiske øer er sat op med knap 25% til 15.000 ton. Så samlet set er kvoten uændret i forhold til 2007. En væsentlig del af fangsten må dog forventes omsat direkte til konsum.

Kvoten for blåhvilling i Nordsøen er sat ned med ca. 60% til 7.600 ton, med 30% i færøsk farvand til 5.000 ton, og med knap 40% i EU-farvand til 26.500 ton. Samlet set en nedgang på knap 30.000 ton.

Den væsentligste kvote for os er naturligvis forsat kvoten for tobis, og denne fastsættes som de sidste par år efter et moniteringsfiskeri, der forventes at pågå fra 1. april til 6. maj 2008. Perioden kan dog rykkes, hvis tobisfiskeriet starter senere.

EU og Norge er blevet enige om et loft på TAC’en på 400.000 ton, men fordelingen af kvoten mellem Norge og EU samt fordelingen mellem EU-landene er endnu ikke fastlagt. Så hvad den danske kvote bliver, afgøres først til maj 2008, men med de meldinger, der er kommet fra såvel EU som fra biologerne, må kvoten forventes at blive betydeligt højere end den danske kvote på 170.000 ton i 2007.

Høje brændstofpriser og lav dollarkurs
Brændstofprisernes fortsatte himmelflugt kommer til at påvirke fiskeriet og fiskerimulighederne i negativ retning.

Samtidig er dollaren under pres, og selv om det jo nok giver relativt lavere brændstofpriser, er det ikke nok til at påvirke situationen positivt. Prisfastsættelsen af såvel proteiner som olier sker nemlig med udgangspunkt i noteringer baseret på dollar. Så den svage dollar påvirker os salgsmæssigt i negativ retning.

Prisen på vegetabilske proteiner er steget, og prisen på fiskemel er faldet, så prisrelationen mellem fiskemel og soja er normaliseret, hvilket åbner mulighed for at vinde noget af det tabte salg af fiskemel til landbrugssektoren tilbage. Landbrugssektoren kommer dog kun langsomt med - og kun hvis der er en tiltro til, at priserne er stabile i relation til andre proteinkilder i en længere periode.

Denne sektor er endvidere præget af generelt øgede foderomkostninger, som endnu ikke er slået igennem på færdigvarepriserne, hvilket betyder, at sektoren har det meget svært.

Forsigtig optimisme
Laksefoderindustrien er en af de væsentligste aftagere af fiskemel og fiskeolie, og såvel i Chile som i Norge er der problemer med sygdomme i laksene, hvilket kan begrænse væksten inden for denne branche. Endelig kan salgsprisen på laksene også få en indflydelse på produktionen og foderomsætningen og dermed påvirke vores afsætningsmuligheder. Laksepriserne er efter et større fald i sidste halvår 2007 dog igen begyndt at stige. Men med som så meget andet kan det jo gå både op og ned.

Det globale udbud af fiskeolie er mindre end det, laksefoderproducenter kan aftage, hvis de udelukkende brugte fiskeolie, men de bruger for tiden rapsolie som erstatning for fiskeolie. Så prisen på fiskeolie følger prisen på rapsolie, og den er steget pga. efterspørgsel på rapsolie til fremstilling af biodielsel.

EU rammer EU-virksomheder
Peru har solgt fiskeolie med højt indhold af omega3 fedtsyrer til brug for kapselprodukter og lignende til rekordhøje salgspriser. Så denne industri er nu ved at blive en betydende spiller på fiskeoliemarkedet, og det vil påvirke prisen på fiskeolie i positiv retning, set med en fiskeolieproducents øjne.

Desværre er fiskeolieproducenterne i EU, som er underlagt EU’s biproduktforordning, udelukket fra at sælge til dette brug, idet EU betragter traditionelt fremstillet fiskeolie i EU som ”Non-Food”. Det er så en detalje, at Peru fremstiller fiskeolien på selv samme måde, som man gør i EU.

Men EU har givet 3. lande dispensation til at sælge fiskeolie, der ikke opfylder EU's hygiejnekrav, til fødevarebrug, så i den sammenhæng kan EU godt betragte fiskeolien som ”Food”. Dispensationen gælder indtil videre til 31. oktober 2008.

Det er konkurrenceforvridende, og det paradoksale er, at EU hermed rammer netop EU-virksomheder.

Effektivitet en nødvendighed
Alt i alt - og med de usikkerheder, der nu er, når man er afhængig af naturen og de internationale markedskræfter - synes situationen lidt lysere i 2008 end i 2007, men der er dog stadig mørke skyer på himlen.

TripleNine’s produktionskapacitet er skåret til, fiskerimulighederne er der - i alle tilfælde på papiret - og afsætningsmulighederne vurderes at være bedre end i 2007.

På den anden side er prisniveauet på fiskemel faldet og brændstofomkostningerne steget, hvilket så kræver, at såvel fiskeriet som produktionen i land skal drives effektivt for at være rentabelt i 2008.

 

Rekordfiskeri kommer ESSI til gode

I begyndelsen af januar har der været rekordfiskeri af sild i Nordatlanten.

- Det giver en rigelig, jævn tilførsel af fine råvarer til faldende priser, konstaterer adm. direktør Peter Luxhøi med tilfredshed.

- Så der er fuld fart på produktionen, tilføjer han.

I øvrigt er hele produktionsapparatet nu tunet med de nye maskiner og faciliteter, og mellem jul og nytår er hele fabriRekordfiskeri kommer ESSI til godekken blevet malet.

- Så vi er klar til at gå et forhåbentligt godt, arbejdsomt år i møde, siger Peter Luxhøi, der forventer store tilførsler i hvert fald til hen midt på året og specielt af Nordsø-sild i maj og juni.

ESSI har i januar modtaget store landinger af nordatlantiske sild på norske både. Her er det norske ”Rav”, der losser 900 tons sild til virksomheden.

 

ESSI er på forkant

ESSI ruster sig til fremtidens krav til dokumentation af oprindelse og produktbehandling inden for fødevaresektoren.

I januar har virksomheden haft besøg af Bureau Veritas, der har gennemgået virksomheden med henblik på at få ESSI MSC-certificeret. Det er en certificering, som for eksempel store detailhandelskæder i Holland har besluttet at kræve af deres leverandører fra 2011. Nogle kæder i England kræver det allerede nu.

- Efter besøget af repræsentanten fra Bureau Veritas regner vi med at opnå MSC-certificeringen allerede i første hug, siger adm. direktør Peter Luxhøi, - og så mangler vi ”bare”, at fiskefartøjerne også bliver certificeret, for det er jo hele produktionskæden, der skal være i orden.

De norske både påregner at blive cBureau Veritas besøger ESSI for en MSC-certificeringertificeret i maj måned for så vidt angår nordsøsild og i august for NVG-silds vedkommende.

ESSI havde i januar besøg af Bureau Veritas med henblik på at blive MSC-certificeret. Her er Bureau Veritas ledende auditor, Michael Larsen (th) i færd med at gennemgå virksomheden i selskab med ESSI’s konsulent, Karen Berg Madsen og produktionschef Lars Albert.
 

 

Marine Stewardship Council, der har etableret retningslinierne for MSC-certificeringen, er en uafhængig verdensomspændende organisation, der arbejder for at modvirke det fortsatte fald i fiskeriet i hele verden ved at påvirke forbrugerne til at støtte miljørigtig og ansvarlig forvaltning af verdens vigtigste reproducerbare fødekilde.

Se mere om MSC på www.msc.org.

 

Ny bestyrelse

TripleNine’s generalforsamling vedtog den hidtidige bestyrelses forslag om at reducere antallet af bestyrelsesmedlemmer fra 15 til 11, idet samtlige bestyrelsesmedlemmer samtidig stillede deres mandat til rådighed.

Blandt 13 opstillede kandidater valgtes herefter følgende nye bestyrelse:
Fra Region Nord: Preben Schmidt, Leif Knak, Lars Vohnsen og Rene Schmidt.
Fra Region Syd: Erik Bonde Pedersen, Niels Arne Hounisen, Irving Kristensen, Ole Nymann, Villy Rossen og Jean Vad.

Den nye bestyrelse konstituerede sig med Erik Bonde Pedersen som formand og Preben Schmidt som næstformand.

Dagen efter TripleNine’s generalforsamling valgtes Holger Lodberg som det 11. bestyrelsesmedlem repræsenterende Leverandørforeningen i Hvide Sande.

 

Stor fortrøstning til fremtiden

Efter at TripleNine har besluttet at koncentrere sin produktion af fiskemel og -olie på fabrikken i Thyborøn, mener bestyrelsesformand Erik Bonde Pedersen, at man kan se frem til en fornuftig udvikling i årene fremover.

- Vi bliver en af de få fabrikker omkring Nordsøen, som har en fornuftig sammenhæng mellem råvaregrundlag og produktion, fastslår han og gør opmærksom på, at TripleNine nu står med muligheden for at høste værdien af de store investeringer i dioxinrensning og produktion af fosfolipider.

- Vi kan som de eneste i verden opkoncentrere fosfolipider i marine olier, påpeger Erik Bonde Pedersen.

Hertil kommer efter formandens mening, at resultatet af strategiplanen for industrifiskeriet bør udmønte sig i mere stabilitet i industrikvoterne. TripleNine’s andelshavere har retten til 70% af de danske industrikvoter, hvilket betyder, at man bør kunne ilandbringe de budgetterede mængder.

Flere lyspunkter
Og beslutningen om at omdanne TripleNine til et aktieselskab om fem år vil iflg. Erik Bonde Pedersen betyde yderligere fordele.

Skal der investeres i fremtiden, hvad der naturligvis skal, er det lettere for en Stor fortrøstning til fremtidenandelshaver, når han kan se, at han får andel i værditilvæksten via aktier. Og det vil tillige være lettere at tiltrække fremmed kapital, hvis der opstår muligheder, der kræver mere kapital, end man selv kan eller vil rejse.

- Her tænker jeg på de planer, man har om at gøre Esbjerg til importhavn for mel og olie, og på mulighederne for videreudvikling af fosfolipider inden for den farmaceutiske industri, siger Erik Bonde Pedersen, der efter de svære beslutninger i 2007 har stor fortrøstning til TripleNine’s fremtidige udvikling.

- Vi bliver en af de få fabrikker omkring Nordsøen, som har en fornuftig sammenhæng mellem råvaregrundlag og produktion, fastslår Erik Bonde Pedersen.

 

TripleNine bliver A/S

På TripleNine’s generalforsamling blev bestyrelsens forslag om at omdanne det eksisterende anpartsselskab til et aktieselskab fra og med den 1. november 2012 enstemmigt vedtaget.

De nuværende andelshavere skrev under på en erklæring, der bekræfter beslutningen og forpligter dem til at stemme for den endelige beslutning på generalforsamlingen i december 2012.

Fordelene ved at omdanne TripleNine til et aktieselskab er iflg. bestyrelsesformand Erik Bonde Pedersen bl.a., at det vil være lettere for en andelshaver at være med til at investere i fremtiden, når han kan se, at han får andel i værditilvæksten via sine aktier, samt at det vil være lettere at tiltrække fremmed kapital til virksomhedens fremtidige udvikling.

 

Klart utilfredsstillende

I sine kommentarer til de forhold, under hvilke fiskeriet i 2007 er foregået, sagde Erik Bonde Pedersen på generalforsamlingen i december blandt andet:

Hvis EU’s fiskerikommissær Joe Borg skulle bedømme kvaliteten af regelsættet, som fiskerne skal følge til punkt og prikke, må han finde det klart utilfredsstillende.

Hvis biologerne i det internationale fiskerirådgivningsorgan ICES eller ekspertgruppen STECF, der rådgiver fiskerikommissæren, skulle vurdere sin rådgivning, må de finde den klart utilfredsstillende.

Hvis et uvildigt konsulentfirma skulle vurdere, på hvilken måde man forarbejder fisk til mel og olie i landene omkring Nordsøen, ville konklusionen være: Klart utilfredsstillende.

Aben befinder sig hos os
- Og når I, kære andelshavere, skal aflægge regnskab for jeres fiskeri i 2007, vil jeg vurdere, at jeres bankforbindelse vil bedømme det som klart utilfredsstillende! sagde Erik Bonde Pedersen.

- Jeg tror ikke, det får konsekvenser for Joe Borg og hans embedsmænd. Ej heller for biologer og eksperter. Og hvis det endelig skulle ske, så bliver det nok i form af flere penge til systemet, sagde formanden videre. - Nej. Der, hvor det får - og allerede har fået - konsekvenser, er på TripleNine og hos jer andelshavere.

- Hvis nogen skulle være i tvivl, så kan jeg fortælle jer, at aben befinder sig lige her i dette lokale, fastslog Erik Bonde Pedersen på generalforsamlingen.

 

Helge Lyng Pedersen er gået fra borde

Efter 22 år i bestyrelsen er Helge Lyng Pedersen stoppet som arbejdende næstformand i TripleNine’s bestyrelse.

Helge Lyng Pedersen kom ud at fiske fra Thyborøn allerede som 14-årig. Og i 1971 blev han selvstændig fiskeskipper. Fire år senere erhvervede han sit første helt nye skib.

I 1985 blev han valgt ind i bestyrelsen for daværende Thyborøn Andels Fiskeindustri, og fem år senere kunne han sætte sig for bordenden som formand for bestyrelsen. Ved fusionen med Esbjerg Fiskeindustri i 2001 blev Helge Lyng Pedersen arbejdende næstformand i den nye bestyrelse og har bl.a. gjort en stor indsats for at få fremmede landinger til Thyborøn for at supplere råvaretilførslen til fabrikken.

Stort lokalt engagement
Det er en mand med et meget stort lokalt engagement, der nu trapper ned. Der er næsten ikke den bestyrelse med betydning for byen og fiskeriet i Thyborøn, som Helge Lyng Pedersen ikke har siddet i.

I flæng kan nævnes Fiskeriets Forsikringsselskab, Isværket, Beddingen, Banken og Havnen. Så der har været rift om at kunne trække på Helge Lyng Pedersens viden og erfaring som repræsentant for byens største produktionsvirksomhed og som en mand med fingeren på pulsen med hensyn til forholdene i industrifiskeriet.

Selv om man ikke skulle tro det, så fyldte Helge Lyng Pedersen 65 med udgangen af 2007. - Så nu må det være tid til, at nye kræfter kan overtage mit arbejde, så jeg kan koncentrere mig lidt mere om min familie og specielt mine syv børnebørn, siger Helge Lyng Pedersen.

- Og så er det vel også på tide, at jeg får lidt ud af mit kontingent til golfklubben, som jeg troligt har betalt de seneste ti år - uden at få ret meget valuta for pengene, tilføjer han.

Venner, familie og forretnings-forbindelser peb Helge Lyng Pedersen fra borde ved en reception på TripleNine i Thyborøn.

Her blev han bl.a. hyldet af TripleNine’s bestyrelsesformand, Erik Bonde Pedersen (th), der takkede ham for mange års hårdt arbejde for industrifiskeriet og for TripleNine i særdeleshed - godt støttet på hjemmefronten af fru Petrea.

 

999’s puljer er nu med i en ny, stor pulje

TripleNine’s fiskeripuljer er nu sammenlagt med Thorsminde/Hvide Sandes pulje og Fiskeripuljen Thyborøn til en ny, stor pulje med navnet Dansk Puljefiskeri.

Den nye storpulje omfatter godt 200 fartøjer og administreres - for 999-fartøjernes vedkommende - af Thyborøn Havns Fiskeriforening.

Medlemmer af puljen kan på en fælles hjemmeside (www.puljefiskeri.dk), der i øvrigt er ved at blive revideret, blandt andet få oplysninger om FKA-data og direkte tilgang til en kvotebørs, hvor man kan bytte, udleje eller leje FKA.

Man kan også se og kontrollere sine individuelle oplysninger og rettigheder, ligesom en medlemsoversigt, sms-, email- og Inmarsat-meddelelser om bevægelser og tilgængelige mængder mv. kan findes på hjemmesiden.

- På hjemmesiden kan man altså lægge fisk ud, som man ikke selv kan udnytte, eller efterlyse fisk, som man har brug for. Det er et mødested, hvor fiskerne kan komme i kontakt med hinanden, forklarer konsulent Bent Bro i Thyborøn Havns Fiskeriforening.

999’s puljer er nu med i en ny, stor pulje

 

Vi vil kun købe marginalfisk, hvis der er en fornuftig indtjening

Det er holdningen hos TripleNine’s bestyrelse til virksomhedens fremtidige indkøbsstrategi.

- I forbindelse med nedgangen i antallet af andelshavere og faldende tilførsler gennem årene har vi som bekendt været ude i markedet for at skaffe ”marginalfisk” for at kunne sænke vore omkostninger pr. kg råvare, siger bestyrelsesformand Erik Bonde Pedersen.

Med ”marginalfisk” forstår han norske og svenske fisk samt afskær fra fiskeindustrien. Typisk fisk, som ikke har kunnet give et normalt dækningsbidrag, men som har bidraget positivt til driften.

- I den situation, vi indtil 1. januar 2008 har befundet os i - med produktion i to havne på to fabrikker hver med rigelig kapacitet - har omkostningerne været store, og samtidig med at landingerne fra vore egne andelshavere er blevet stadig mindre, var vi blevet mere og mere afhængig af marginalfisken som et bidrag til dækning af de faste omkostninger, siger Erik Bonde Pedersen.

Priskrig på frie fisk
- Men udviklingen omkring Nordsøen har alle steder været den samme: Færre fisk og øget overskudskapacitet, konstaterer formanden. - Det betød priskrig fabrikkerne imellem på den frie fisk. Og det blev helt grotesk i 2007, hvor vi så, at de norske fiskere blev forgyldt i blåhvillingsæsonen.

- Da markedet ikke - som forventet - steg, men tværtimod faldt, da de sidste blåhvillinger var produceret, så må vi altså erkende, at det er meget risikabelt at være afhængig af marginalfisk. Så fremover må vi forvente, at vi kun køber fisk udefra, når der er en fornuftig indtjening, og produktet kan sælges, konstaterer Erik Bonde Pedersen.

 

Kvalitetsstyring - en nødvendighed

TripleNine har check på kvalitetsstyringen. Men det kræver en række løbende aktiviteter at sikre niveauet.

Udviklingschef Hans Otto Sørensen oplyser således, at der netop har været audit på Thyborøn-fabrikkens GMP-certificering, der blev udført af Norske Veritas.

Det forløb helt tilfredsstillende, idet der ingen bemærkninger eller afvigelser var.

Sporbarhed er in
Hans Otto Sørensen fortæller videre, at man arbejder på at få TripleNine MSC-godkendt, hvilket forventes gennemført sammen med en audit i begyndelsen af marts dette år.

- Det er jo først og fremmest sporbarhed, der interesserer ved en sådan audit, siger han, - for Marine Stewardship Council, der har taget initiativ til denne certificering, interesserer sig for, at den færdige forbrugsvare er produceret på et bæredygtigt grundlag gennem hele produktionsprocessen.

Hvis det for eksempel drejer sig om laks på dåse - eller for den sags skyld en flæskesteg - skal man også kunne vise, at de ingredienser, der indgår i opdrættet, er bæredygtige. Altså skal man kunne vise, at for eksempel fiskeolien i foderet stammer fra bæredygtigt fiskeri. Og det kræver selvfølgelig en fuldstændig sporbarhed gennem hele processen.

Krav om MSC-certificering er tæt på
- Store detailhandelskæder i England forlanger allerede en MSC-certificering på fisk, der sælges i butikkerne. Hollandske kæder har besluttet at forlange certificeringen fra 2011, og andre store, europæiske kæder som Carefour og Coop Italy er også på vej med strengere krav. Så sporbarhed og sikkerhed er krav, vi vil blive mødt med, og som vi bliver nødt til at opfylde, siger Hans Otto Sørensen.

Kvalitetsstyring - en nødvendighedHan oplyser i øvrigt, at hele virksomheden og alle systemer, herunder hele ledelsessystemet vil blive gennemgået ved en stor, samlet recertificeringsaudit i begyndelsen af marts måned i år.

- Det er først og fremmest sporbarhed, der interesserer ved en MSC-audit, siger Hans Otto Sørensen.

 

FiskerForum - 1. Februar 2008

 
Stenbjerg Net
xx
Nordjyske Bank
xx
Alle billeder, tekster og data på FiskerForum er beskyttet af dansk lov om ophavsret. Alle rettigheder tilhører eller varetages
af FiskerForum. Det er ikke tilladt at kopiere eller bruge tekster, data eller billeder fra FiskerForum uden tilladelse. ©

Fiskerforum • www.fiskerforum.dk • CVR 20075376 • info@fiskerforum.dk • Tlf 9731 1946

www.worldfishingtoday.com :  World Fishing Today - Commercial Fishing News - World Wide

www.fiskeskibe.dk : Forum og galleri for og om erhvervsfiskeriet i skandinavien

www.trawlerphotos.co.uk : Trawler Photos is a forum and online gallery of
photographs and images covering everything to do with commercial fishing

Privatlivspolitik • Siderne ses bedst i 1024 * 768 pixels opløsning

Sommerhuse til lystfiskere | Billige sommerhuse