Danmark og Skotland går sammen om lukkede områder for
fiskeri efter torsk i gydeområder og i områder med mange små torsk. Hvis
der i et område bliver fanget mange små torsk eller gydende torsk, lukkes
området midlertidigt for fiskeri. Området bliver automatisk genåbnet efter
tre uger. Viser det sig herefter, at betingelsen for lukning fortsat er
til stede, vil området igen blive lukket. Ordningen hviler på, at fiskerne
frivilligt afstår fra fiskeri i de udpegede områder.
- For at sikre og forbedre torskestanden i vores
farvande er det vigtigt at det sker i samarbejde med de omkringliggende
lande. At vi nu sammen med Skotland går sammen om at lukke områder for
fiskeri efter gydende torsk er et meget vigtigt skridt for at forbedre
bestandssituationen for torsk i hele Nordsøen, siger fødevareminister Eva
Kjer Hansen.
Initiativet er et led i en række initiativer fra
Fødevareministeren for at indføre skånsomt fiskeri i EU’s fiskeripolitik.
- De danske fiskere støtter initiativet med lukkede
områder, hvilket bekræfter mig i erhvervets ansvarlighed i arbejdet med at
gøre fiskeriet bæredygtigt. Jeg er overbevist om, at de danske fiskere vil
respektere de lukkede områder, siger Eva Kjer.