Forskere ved DTU Aqua (tidligere Danmarks
Fiskeriundersøgelser) og Danmarks Miljøundersøgelser har undersøgt, hvilken
sammenhæng, der er mellem en stor skarvkoloni ved Tofte Sø og tætheden af
fladfiskeyngel i Aalborg Bugt. Undersøgelsen viser, at der har været færre
småskrubber i området, efter at skarvene har slået sig ned:
”For
skrubber ser vi et betydeligt fald i tætheden af skrubbeyngel i området 7-15
km fra kolonien efter at kolonien er blevet etableret. Og efterhånden som
kolonien vokser, også i naboområdet, dvs. 20-30 km fra kolonien. Fordi
effekten er størst, når skrubbeårgangen er lille, har effekten været
hyppigere de senere år,” siger seniorforsker Josianne Støttrup, DTU Aqua.
En ud af fem skrubber bliver ædt
Ifølge beregningerne har skarverne 9 ud af 10 år fra 1995-2004 ædt mindst 20
procent af de 1-årige skrubber i en radius af ca. 20 km fra kolonien.
Forskerne understreger samtidig, at det er svært at komme med absolutte tal,
da både antallet af skarver og antallet af småfisk naturligvis er baseret på
skøn, men at tallene antyder, at skarverne især i nogle år kan have en
væsentlig indflydelse på småskrubbernes overlevelse.
Mens skarverne er glade for at spise skrubber, så er der
ikke noget der tyder på, at kolonien har haft effekt på tætheden af yngel af
tunge og rødspætte i området.
Skarvplan til høring
Et forslag til ny dansk skarv-forvaltningsplan kommer snart i offentlig
høring. Planen skal erstatte den nuværende forvaltningsplan, der er fra
2002, og målet er, at en revideret plan kan træde i kraft i løbet af 2008.
Skov- og Naturstyrelsen står for den praktiske udarbejdelse af skarvplanen,
og den skal både sikre beskyttelse af skarven, som har Danmark som et
vigtigt yngleområde, og sikre, at der ikke sker uacceptable skader på
fiskebestande.
Fra midten af 80’erne til midten af 90’erne voksede
skarvbestanden i Danmark og den hurtige vækst og spredning i Danmark er
blevet modtaget med blandede følelser. Skarven har siden 1980 været fredet,
men den konkrete forvaltning, som forestås af de lokale
statsskovsdistrikter, omfatter bl.a. tilladelse til at skræmme skarver bort
ved vandløb og til at oliere skarvæg i ynglekolonier, så æggene ikke
klækker.