|
Jagten på dræbergopler, farvestrålende fisk fra Nordsøen,
vandhentere og brug af lyd til at vurdere antallet af fisk i havet. Det er
nogle af de oplevelser, som DTU Aqua byder på ombord på det store
havforskningsskib DANA fredag den 25. april fra 10-20 og lørdag den 26.
april fra 10-16 under Forskningens Døgn.
DANA er netop vendt tilbage fra et to ugers togt i
Østersøen, hvor forskerne undersøgte om den invasive ”dræbergople” er nået
frem til torskens gydeområder og kan true torskebestanden. Biologerne Marie
Storr-Paulsen og Bastian Huwer, DTU Aqua fortæller om jagten på
dræbergoplerne og viser levende gopler frem i et stort akvarium.
I lytterummet står forsker Karl-Johan Stæhr klar til at
vise, hvordan man kan bruge lyd til at tælle antallet af fisk i havet.
DANA,
som er 80 meter langt og 15 meter bredt, er udrustet til også at kunne sejle
i arktiske farvande. Mød togtleder Peter Munk og hør om det store togt til
sommer, hvor DANA sætter kurs mod Godthåbsfjorden i Grønland med forskere
fra en række danske og grønlandske forskningsinstitutioner ombord.
Interessede børn og voksne kan også opleve sære fisk fra
Nordsøen og prøve selv at skære øresten på en sild. Samt høre om alle de
oplysninger om sildens liv, som biologerne kan hive ud af den lille
balanceknogle i sildens hoved.
DANA er normalt hjemmehørende i Hirtshals og ankommer til
København specielt i anledning af Forskningens Døgn.
DANA ligger ved Langeliniekaj (ved isbjørne-statuen nord
for lystbådehavnen). Der er gratis adgang for både børn og voksne. |