|
Læsø Fiskeriforening lægger kraftig afstand til forslaget
om video overvågning af torskefiskeriet. ”Grotesk” kaldes
forskningsprojektet, hvor fiskefartøjer skal følges med videokameraer, så
myndigheder og forskere kan få større viden om torskefiskeriet.
I en telefonsamtale med Fiskerforum.dk, kalder Thomas Christiansen det
endvidere ”ubehageligt” når der lokkes med ekstra rationer til fiskere, der
tilmelder sig ordningen. - ”ingen bør sige ja tak til det tilbud, da det i
bund og grund drejer sig om fisk, der tages fra kollegaer”.
Via et læserbrev i Jyllands Posten har Læsø Fiskeriforening forsøgt at skabe
debat om forslaget, men indtil videre uden det store held. I læserbrevet har
Thomas Christiansen blandt andet stillet spørgsmålet, om der overhovedet
ikke er grænser for, hvad man må gøre imod fiskere, hvis det bare er i
torskens navn? ”Man må ikke overvåge fanger, som er på weekendorlov, og man
må ikke overvåge senildemente, som er til fare for deres eget liv, hvis de
stikker af. En elektriker på Læsø fik rettens ord imod sig, da han satte et web-cam op, så sejlerne kunne se vejret, men man kunne måske også se nogle
personer, så det var ulovligt”.
”Vi mener, det er grænseoverskridende, ulækkert, imod privatlivets fred; men
intet problem; det er kun fiskere.” konkluderer Thomas Christiansen videre.
Hos Læsø Fiskeriforening undrer de sig såre over, at hverken Danmarks
Fiskeriforening, 3F eller Fiskernes Forbund som interesse organisationer,
melder klart fra i forhold til forslaget.
Der er i første omgang lagt op til et forsøg med Video overvågning. Det
forventes igangsat i løbet af sommeren, og varigheden bliver omkring et år. |