|
Joe Borg, kommissær for fiskeri og maritime anliggender, sagde i en
kommentar til forslaget: “Da genopretningsplanen for torsk i Østersøen
blev indført sidste år, var det på baggrund af videnskabelige advarsler
om, at den østlige torskebestand var på nippet til at bryde sammen.
Takket være genopretningsplanen har vi kunnet vende denne situation, og
bestanden er igen begyndt at vokse. Dette er meget lovende. Jeg
opfordrer derfor ministrene til at udvise samme disciplin og følge samme
langsigtede strategi for de øvrige østersøbestande og dermed bekræfte
vort tilsagn om bæredygtigt fiskeri, ikke blot for en bestemt bestand,
men for alle bestande".
Kommissionens forslag er baseret på den seneste videnskabelige
rådgivning fra Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) og
udtalelsen fra Kommissionens egen Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske
Komité for Fiskeri (STECF), samt input fra aktører, især fra Det
Regionale Rådgivende Råd for Østersøen.
Torskebestande
Kommissionen foreslår, at EU's kvote for den østlige østersøtorsk
forhøjes med 15 % fra 38 765 t til 44 580 t, og at TAC'en for den
vestlige østersøtorsk reduceres med 15 % fra 19 221 t til 16 337 t. Den
østlige torskebestand har nydt godt af flere stærke årgange såvel som en
mere disciplineret anvendelse af genopretningsplanen. Hvis der udvises
forsigtighed ved forhøjelsen af TAC'erne i de kommende år, og hvis vi
fortsætter indsatsen for at forbedre kontrolforanstaltninger og
regelefterlevelse, skulle det være muligt at bringe dette fiskeri
tilbage på et bæredygtigt niveau, både biologisk og økonomisk. Den
vestlige bestand har derimod haft fire dårlige årgange i træk. Hvis
denne situation ikke skal forværres yderligere, er det som et minimum
nødvendigt med en streng anvendelse af genopretningsplanen. Begge disse
forslag er i tråd med den flerårige plan, hvori man har sat som mål, at
fiskeridødeligheden skal reduceres med 10 % hvert år. Samtidig tager de
hensyn til tilsagnet om at begrænse det maksimalt tilladte årlige
TAC-udsving til 15 %.
Der foreslås i overensstemmelse med den flerårige plan også en række
tekniske foranstaltninger for fiskerier, hvori der fanges torsk. Disse
foranstaltninger omfatter en 10 % reduktion af fiskeriindsatsen med
visse redskaber som supplement til TAC-nedskæringerne.
Sild
Til forskel fra de foregående år var rekrutteringen til de pelagiske
bestande lav sidste år, og ICES har derfor som en
sikkerhedsforanstaltning anbefalet, at TAC’erne reduceres, navnlig for
den vestlige sildebestand, der er i yderligere tilbagegang som følge af,
at TAC'en for 2008 blev fastsat langt over det videnskabeligt anbefalede
niveau. Forvaltningen af denne bestand er nært knyttet til forvaltningen
af nordsøsildebestanden, fordi de to bestande blandes, og fordi
sidstnævnte bestand også er karakteriseret ved dårlig rekruttering. Det
er derfor vigtigt at benytte en fælles strategi for forvaltningen af
disse to bestande.
Kommissionen foreslår derfor, at TAC'en for sild i den vestlige del
af Østersøen reduceres med 63 % fra 44 550 t til 16 400 t. Hvad angår
sildebestanden i den centrale del af Østersøen, foreslår Kommissionen,
at TAC’en reduceres med 6 % fra 152 630 t til 143 609 t, idet der
således er taget højde for udvekslingen mellem denne bestand og
Rigabugtens sildebestand. For brisling har Kommissionen i
overensstemmelse med anbefalingerne fra Det Rådgivende Råd for Østersøen
foreslået en reduktion på 15 % fra 454 492 t til 386 318 t.
Laks
ICES er stadig foruroliget over udviklingen i laksebestanden i Den
Finske Bugt, da overlevelsesraten for unglaks både der og i Den Botniske
Bugt er faldet. Kommissionen foreslår derfor, at TAC'en for begge
bestande reduceres med 15 %, og der vil blive foreslået yderligere
foranstaltninger som led i den forvaltningsplan for laks, som er ved at
blive udarbejdet.
|