|
|
|
 xx |
|
 xx |
|
|
Triple Nine - Nyhedsbrev - Oktober 2008
|
|
|
Ændringer i Thyborøn Kanal
|
|
I januar 2007 blev der for første gang nogensinde
konstateret manglende vanddybde i indsejlingen til Thyborøn Havn. Både
fiskere og den kommercielle trafik oplever nu under særlige forhold store
dønninger ved besejling af havnen.
Det tager Havneadministrationen meget alvorligt og tager
nu de første skridt til at få gjort noget ved disse problemer.
- Vi har i de seneste 3-4 år oplevet, at bølgerne i
Kanalen drejer ind imod havnen. Det giver flere problemer.
Det giver dønninger i indsejlingsområdet, og gennem
havneindsejlingen forplanter de sig til havnebassinerne, fortæller
havnedirektør Jørgen Buhl.
- Det har også givet store skader på havnens yderværker
og tilsanding uden for havnen, siger havnedirektøren, - og det er selvsagt
til stor gene for både industrifartøjerne, der lander råvarer til TripleNine,
for den kommercielle trafik og for konsumfiskerne.
- Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at få løst disse
problemer, fortsætter Jørgen Buhl. - Og vi har derfor fået Dansk Hydraulisk
Institut til at udarbejde en analyse af de forhold, der er årsag til vores
besejlingsproblemer.
Håber på hjælp fra Kystdirektoratet
- Analysen viser, at en væsentlig årsag til vore vanskeligheder er en
tilsanding, som er sket nord for Kanalen, og som betyder, at bølgerne har
skiftet retning og nu slår ind imod havnen, hvorimod de tidligere rullede
forbi i god afstand, siger Jørgen Buhl. - Derfor vil en opgravning i Kanalen
nok kunne afhjælpe problemerne væsentligt. Samtidig skal der sikkert laves
en reetablering af høfderne på Agger-siden, nord/øst for indsejlingen, for
at modvirke, at sandet blot lægger sig igen. Kystdirektoratet har ladet
disse høfder afkorte, og det er sikkert en væsentlig del af forklaringen på,
at problemet er opstået.
- Vi håber derfor på, at Kystdirektoratet, der jo har
ansvaret for opretholdelse af Thyborøn Kanal, vil igangsætte aktiviteter,
som får bragt disse forhold i orden igen. Den oprensning, som sker nu, er
kun en kortsigtet nødløsning, og vi må d esværre
forvente vanskeligheder igen i dette efterår og til vinter. Derfor mener vi
også, at det haster med et initiativ fra Kystdirektoratet, slutter Jørgen
Buhl.
Den 25. september har Thyborøn Havn afholdt et
informationsmøde om besejlingsvanskelighederne for fiskerne og andre brugere
af havnen.
Det vil vi berette mere om i næste udgave af 999 NYT.
- Vi gør alt, hvad vi kan, for at få løst
besejlingsproblemerne, der specielt er til stor gene for industrifiskerne,
siger havnedirektør Jørgen Buhl. |
|
|
Turbulente tider
|
|
Adm. direktør Nils Chr. Jensen: |
|
Tiderne, hvis nogen skulle være i tvivl, er ikke som i
gamle dage - hvor prisdannelsen på fødevarer, foderstoffer, fiskemel og
fiskeolie var styret af udbud og efterspørgsel. Der fandtes f.eks.
nogenlunde sikre prognoser for mængden af tilgængeligt fiskemel.
Det forventede forbrug af foder, og dermed fiskemel, til
forskellige dyregrupper kunne ligeledes beregnes, om end med nogen
usikkerhed.
Ud fra dette kunne såvel producenter som forbrugere af
fiskemel se, om der var balance, overskud eller mangel på fiskemel. Og
prisen på fiskemel indrettede sig herefter i små, kontrollerede ryk op eller
ned.
Udbud/efterspørgsel er erstattet af spekulation
Vi
har så inden for det sidste år set, at prisen på såvel fiskemel som
fiskeolier er fordoblet på meget kort tid - for derefter at falde igen.
Tilsvarende er sket med prisen på energi.
Disse pludselige stigninger og fald kan ikke forklares
med udbud og efterspørgsel alene. Udbud og efterspørgsel spiller stadig en
rolle i prisdannelsen, men spekulation i forskellige varegrupper inden for
fødevarer og ingredienser spiller en større og større rolle.
Et eksempel er spekulation i rapsolie, der kan anvendes
til fremstilling af biodiesel.
Med stigende priser på dieselolie øges spekulationen i
råvarer, der kan anvendes til energi. Dermed øges også prisen på rapsolie,
og dette trækker prisen på fiskeolie med op.
Vi har i år oplevet, at når kapitalfondene så ønsker at
realisere deres gevinster i rapsolie, sælger de ud af deres optioner,
hvilket får prisen på rapsolie til at falde.
Prisfaldet på rapsolie skyldes altså ikke forholdet
mellem udbud og efterspørgsel på rapsolie til biodisel eller foderbrug, men
derimod behovet for frigørelse af kapital.
Hvis man kunne orientere sig om fremtiden ved at kikke
i bakspejlet!
Sådanne handlinger er svære at forudse, men de har - og får - stor
indflydelse på prisdannelsen på mange andre produkter såsom fiskeolier.
De store udsving, vi har set, skaber stor usikkerhed og
gør det vanskelligt for såvel os som vore kunder at agere. For hvornår skal
man sælge hhv. købe? Hvis man ser i bakspejlet, kan alle være kloge, men det
er nu for de færreste handlers vedkommende, at dette er muligt!
Af andre udefra kommende forhold, som påvirker
markedssituationen for såvel os som vore kunder, er ”Subprime” (som er et
synonym for finanskrise), svingende dollarkurs og sygdomsudbrud i opdrættede
laks i såvel Chile som Norge.
Stabilitet er afløst af turbulens
Ovennævnte faktorer er kun få ud af mange, der påvirker markedet.
Konsekvensen er, at alle aktører er meget afventende. Det betyder, at når
der endelig handles, er formålet at dække et ”her og nu” behov og ikke at
sikre leverancer længere frem i tiden.
Markedet kunne godt have behov for en periode med
stabilitet. Men et ønske fremsat herom i 999 NYT får desværre næppe den
ønskede effekt, så derfor må vi hellere indstille os på, at tiderne er
turbulente, og det vil de formentlig vedblive at være, så langt vi formår at
skue ind i fremtiden.
Så frem for ønsker om stabilitet går øvelsen nok nærmere
ud på at øve sig i at manøvrere i de turbulente vande.
Og det er vi da også i fuld gang med. |
|
|
Nu håber vi på et godt brislinge- og sperlingfiskeri
|
|
Tobisfiskeriet er gået godt, og fiskeriet efter brisling og sperling
er godt i gang. TripleNine’s både fangede ca. 65%
af, hvad de danske både i alt fangede. Men 85.000 tons af kvoten blev ikke
udnyttet.
Det oplyser TripleNine’s bestyrelsesformand, Erik Bonde
Pedersen. Han finder situationen omkring tobis tilfredsstillende, for der
har altså været fisk nok til den flåde, der er tilbage herhjemme.
Det økonomiske udbytte af tobisfiskeriet har dog været
skæmmet af de meget høje brændstofpriser.
Vi kan holde næsen oven vande
Her midt i september (lige før 999 NYT’s deadline) er
skibene begyndt at komme ind med fangster af brisling og sperling nogenlunde
lige fordelt.
Det er endnu ikke noget at råbe hurra for, idet
afregningsprisen ligger omkring en krone kiloet, men den økonomiske
situation er bedret i forhold til tobisfiskeriet, idet brændstofpriserne i
mellemtiden er faldet med omkring en krone pr. liter.
-
Så det må være nok til, at alle kan holde næsen oven vande. Men vi håber på,
at fiskeriet bliver bedre, når vi kommer længere hen på efteråret, siger
formanden.
Der er fisk nok i kvoterne
Nu varsles der godt nok en beskæring i brislingekvoten på 15%,
fortsætter han. - Men selv om vi endnu ikke har fået oplysning om den
endelige sperlingkvote, ser det dog ud til, at der for resten af året er
fisk nok i kvoterne til de både, der nu er i flåden. Og det er faktisk mere,
end vi oprindelig har budgetteret med.
- Vi håber på, at fiskeriet bliver bedre, når vi
kommer længere hen på efteråret, siger Erik Bonde Pedersen. |
|
|
Rene sild til sæler
|
|
TripleNine Fish A/S, der bl.a. løsfryser sild til brug
som foder i zoologiske haver og tobis til brug som agn for sportsfiskere,
har fødevaremyndighedernes ord for, at hygiejne og egenkontrol på
virksomheden i Hvide Sande er helt i orden.
Direktør Ejgil Knudsen fortæller, at TripleNine Fish har
et selvstændigt egenkontrolprogram og desuden er registreret i
Fødevarestyrelsen som eksportør af skalfrosne fiskeagn til EU-medlemsstater
og tredjelande.
TripleNine Fish er godkendt jfr. biproduktforordningen,
og som opfølgning på denne godkendelse har en dyrlæge fra Fødevareregionens
afdeling i Århus netop været på ordinært tilsyn i virksomheden.
Herunder blev blandt andet virksomhedens lokaler og
indfrysningsanlægget i Hvide Sande inspiceret, uden at repræsentanten for
fødevaremyndighederne havde nogen som helst negative bemærkninger.
Så både fisk og sæler kan fortsat være sikre på, at de
får tilbudt tobis og sild, der har gennemgået en indfrysningsproces, som de
danske fødevaremyndigheder har sagt god for. |
|
|
Fabrikken i Thyborøn bliver ikke udvidet
|
|
I betragtning af at der i år kun var behov for at sende
ca. 18.000 tons tobis til forarbejdning hos andre fabrikker, har
TripleNine’s bestyrelse besluttet at stille en udvidelse af fabrikken i
Thyborøn med en ekstra produktionslinie i bero.
Den ekstra produktionslinie med en kapacitet på 1.000
tons i døgnet skulle i givet fald være kommet fra fabrikken i Esbjerg. Men
bestyrelsesformand Erik Bonde Pedersen siger, at med den forholdsvis ringe
mængde råvarer, som man ikke selv har kunnet forarbejde, har bestyrelsen
ikke ønsket at foretage denne udvidelse.
- I stedet vil vi opgradere den ”gamle” fabrik i Thyborøn
med udstyr, der nu står i Esbjerg, fortæller formanden. - Det vil kunne
sikre en bedre og mere stabil drift i Thyborøn. |
|
|
Det er ikke TripleNine i Esbjerg, der udsender dårlige dunster
|
|
Hen over sommeren har esbjergenserne i et par
tilfælde været generet af ubehagelige lugtgener. Og det er interessant at
bemærke.
Det siger TripleNine’s miljøchef, Henrik Sørensen.
- For siden vi stoppede produktionen af fiskemel og -olie
i Esbjerg har vi af gode grunde ikke udledt fiskelugt, og vi har da heller
ikke fået nogen klager her til virksomheden, tilføjer han. - Men situationen
afdækker jo det faktum, at der i byen findes flere mulige kilder til
udledning af dårlig lugt. De har i mange år ”ligget i læ” af TripleNine og
så at sige omkostningsfrit kunnet udlede generende ildelugt. Alle troede jo,
at det hver gang var TripleNine, der var synderen.
- Vi har faktisk undersøgt, at i 25% af de tilfælde i de
senere år, hvor områder i byen var generet af ubehagelig lugt, har
lugtgenerne ikke stammet fra TripleNine, siger miljøchefen.
- Så mens TripleNine gennem årene har investeret
trecifrede millionbeløb i bekæmpelse af lugtgener, så har de øvrige
forureningskilder kunnet køre med på frihjul, og de får formentlig nu pålagt
de samme miljørestriktioner, som TripleNine i årevis har måttet opfylde,
siger han.
Dioxinrensningen lugter heller ikke
- Jeg kan ligeledes blankt afvise, at der skulle komme dårlig lugt fra
dioxinrensningen, siger Henrik Sørensen.
- For det første er luftmængderne, der udledes fra
dioxinrensningen, lave. For det andet er der en relativ lav koncentration af
lugtstoffer i luften fra dioxinrensningen.
- For det tredje ledes al luft gennem vort termiske
forbrændingsanlæg, der afbrænder 99% af lugtstofferne, der måtte findes i
luften, tilføjer miljøchefen. - Og for det fjerde udledes luften igennem en
meget høj skorsten, således at eventuelle uafbrændte lugtstoffer fortyndes i
en sådan grad, at vores næser ikke længere kan registrere disse ved
jordhøjde.
- Desuden har forbrændingsanlæggene en helt klar
overkapacitet, så der kan heller ikke opstå kapacitetsproblemer, fastslår
Henrik Sørensen.
Han fortæller i øvrigt, at TripleNine netop har fået en
ny miljøgodkendelse for ekstraktions- og fosfolipidudvindingsanlægget på
uændrede vilkår indtil 2011.
Miljøchef Henrik Sørensen: - Mens TripleNine gennem
årene har investeret trecifrede millionbeløb i bekæmpelse af lugtgener, så
har de øvrige forureningskilder kunnet køre med på frihjul. |
|
|
Nu produceres der fosfolipider i Esbjerg
|
|
Det
nye anlæg, der er opbygget i forbindelse med ekstraktionsanlægget i Esbjerg,
og som kan udvinde fosfolipider af fiskemel og fiskeolie, er på det seneste
blevet justeret og testet - og anlægget er nu i daglig drift.
Her ses projektchef Karsten Aagaard (tv) og
driftsleder Bjarne Frederiksen med et af de allerførste små glas med
fosfolipider, der blev tappet fra anlægget. |
|
|
Medarbejder til certificering
|
|
Danmarks Fiskeriforening har ansat en medarbejder,
der skal være tovholder for certificeringen af det danske fiskeri.
Det oplyser formanden for Esbjerg Fiskeriforening, Jesper
Juul Larsen.
- Den nye medarbejder skal til en start vurdere, hvilke
fiskerier der lettest og hurtigst kan komme igennem den foreløbige
vurdering, så der kan udarbejdes en såkaldt ”pre assessment report” på dem,
fortæller Jesper Juul Larsen, der regner med, at hele det danske fiskeri vil
være certificeret i løbet af næste år.
Han forventer, at tobis og de øvrige industriarter vil
være blandt de første, der kan udarbejdes en ”pre assessment”-rapport om,
fordi disse arter allerede fiskes på en dokumenteret bæredygtig måde.
- Det vil jeg i hvert fald presse på for, fastslår Jesper
Juul Larsen.
Livsnødvendigt
- Som tiderne er, og som forbrugernes indstilling til miljø og
bæredygtighed udvikler sig, vil en sådan certificering være en god platform
for markedsføringen af de danske fiskeprodukter og specielt fiskemel og
-olie, mener Jesper Juul Larsen.
-
Jeg vil faktisk gå så langt som til at mene, at certificeringen er helt
nødvendig for industrifiskeriet, hvis det skal overleve, fortsætter han. -
Kunderne blandt foderproducenter og opdrættere er allerede begyndt at
efterspørge en certificering. Og efterhånden som andre mel- og
olieproducenter bliver certificeret, vil presset naturligvis vokse på de
resterende.
- Så det er efter min mening ikke et øjeblik for tidligt,
at vi kommer i gang herhjemme, mener Jesper Juul Larsen.
Jesper Juul Larsen forventer, at det danske
industrifiskeri vil være certificeret i 2009. Og det er ikke et øjeblik for
tidligt. |
|
|
TripleNine har fået en ”Triple President”
|
|
TripleNine’s administrerende direktør, Nils Chr. Jensen,
der i forvejen er formand for både den danske og den internationale
fiskemelsforening, er nu også blevet valgt til formand for den europæiske
fiskemelsforening, EU Fishmeal, der omfatter fiskemelsproducenterne i EU.
Desuden er der associerede medlemmer fra Island og Norge.
Det er sket, efter at den hidtidige europæiske formand,
Helge Korsager, har trukket sig fra sine tillidsposter inden for
fiskemelsbranchen.
Det betyder samtidig, at Nils Chr. Jensen er indtrådt i
Den
Pelagiske RAC, der er et rådgivende organ for EU-Kommissionen. Og på mødet i
Holland den 4. september blev han indvalgt i bestyrelsen.
Så man kan i sandhed sige, at TripleNine nu har fået sin
egen ”Triple President”!
Her lykønskes Nils Chr. Jensen (tv) i 2007 med
valget til præsident for den internationale fiskemelsforening, IFFO, af den
afgående præsident, Fedrico Silva. Nu kan han altså kalde sig ”Triple
President”. |
|
|
Fiskeauktionerne i Esbjerg blev igen en succes
|
|
Formanden for TripleNine’s seniorklub i Esbjerg, Verner
Christensen, fortæller, at de seks fiskeauktioner hen over sommeren blev
besøgt af rigtig mange både turister og esbjergensere.
Normalt var det tidl. auktionsmester Geert Gregersen,
der førte hammeren, men onsdag d. 6. august fik auktionen besøg af ikke
mindre end to ministre, nemlig fødevareminister Eva Kjær Hansen og
udviklingsminister Ulla Tørnæs, der hurtigt kikkede Geert Gregersens fiduser
ud. Og så overtog de to ministre selv resten af auktionen på egen hånd.
Fødevareminister Eva Kjær Hansen er i færd med at
få afsat et flot eksemplar af en pighvar, mens udviklingsminister Ulla
Tørnæs kontrollerer, at alle bud bliver hørt. |
|
|
|
FiskerForum - 1. September 2008 |
|
|
|
 xx |
|
 xx |
|
|
|
|