|
I 2008 har danske skibe i 18 tilfælde byttet kvote
med udenlandske fartøjer, hvilket er en kraftig stigning i forhold til 2006
og 2007 – over de 2 år, blev der kun indgået 3 aftaler om kvote bytte pr.
år.
Siden 2006 har en forsøgsordning sikret danske fiskere mulighed for at
veksle en fiskerirettighed direkte med et udenlandsk fartøj. I 2006 og 2007
omfattede ordningen udelukkende sild og makrel, men i 2008 er muligheden
udvidet til også at gælde de industri arter, der er omfattet af individuelle
omsættelige kvoter.
Og den udvidelse har sat sine tydelige spor. Efter en
spag start med kun 6 byttehandler i årene 2006-07, er der kommet anderledes
fart over feltet i år. Til dato er der lavet 18 aftaler, hvor danske fiskere
har sagt farvel til kvoter af bl.a. blåhvilling og hestemakrel og i stedet
fået flere sild, makrel og brisling. I alt har de danske fiskere afleveret
omkring 30.000 tons fisk, i bytte med ca. 20.000 tons af andre arter og ofte
også, fra andre og mere nærtliggende farvande.
De individuelle byttehandler har generelt øget de danske kvoter af makrel og
sild, hvilket må formodes at blive hilst velkommen af den danske
konsumindustri, der traditionelt ikke forarbejder blåhvilling og
hestemakrel.
Aftalerne om bytte af fisk er indgået med kolleger fra Tyskland og Holland.
Ovennævnte informationer fremgår af et notat, Fiskeridirektoratet netop har
udsendt til Erhvervsfiskeriudvalgets medlemmer. Ordningen evalueres løbende,
men det forventes ikke, der sker væsentlige ændringer i forbindelse med 2009
reguleringen. |