|
Fødevareminister Eva Kjer Hansen understregede på Rådsmødet, at det
var vigtigt, at Kommissionen nu følger det polske torskefiskeri tæt og
bad om en bekræftelse af, at Kommissionen og Polen straks skrider ind,
hvis kvoterne overskrides igen i 2008. Den bekræftelse fik ministeren
fra både Fiskerikommissær Joe Borg og fra den polske fiskeriminister.
”Det er helt afgørende, at vi undgår en gentagelse af situationen i
2007, og derfor er jeg meget tilfreds med, at Polen på Rådsmødet har
meddelt, at de forlænger lukningen af landets torskefiskeri fra to til
fire måneder i sommerperioden. Jeg har på rådsmødet noteret mig, at
den nye polske regering er parat til at tage ansvar for et bæredygtigt
fiskeri i Østersøen”, siger fødevareministeren.
Polakkerne skal betale de 8000 tons overfiskeri tilbage ved en
nedsættelse af landets torskekvote de næste 4 år, ligesom Polen,
sammen med Kommissionen, har fremlagt en handlingsplan for, hvordan
man i fremtiden vil undgå overskridelser af kvoten. Med
handlingsplanen forpligter Polen sig til at styrke fiskerikontrollen i
den østlige Østersø og fjerne en del af overkapaciteten af polske
fiskefartøjer i området.
Den polske torskekvote i 2008 nedsættes med 10 procent af den
overfiskede mængde fra 2007 og i 2009-2011 nedsættes kvoten med 30
procent af den overfiskede mængde i 2007.
|