|
Med fem nye initiativer får fiskerne nu mulighed for at søge støtte
til omlægning til økologisk akvakultur, få hjælp til at udrydde
sygdomme i akvakultur og endelig til at styrke en langsigtet udvikling
af fiskeri- og akvakulturerhvervet.
Fødevareminister Eva Kjer Hansen ser, at fiskeriet her har en god
mulighed for en mere bæredygtig udvikling.
- Ordningerne er enten helt nye eller nyorienterede i forhold til
tidligere, derfor bliver det spændende at se de mange nye
støttemuligheder omsat til projekter om alt lige fra økologisk
fiskeopdræt, sporbarhed og kvalitet til små lokale initiativer i
fiskeriområderne, siger Eva Kjer.
Midlerne til ordningerne kommer fra det danske
fiskeriudviklingsprogram, som medfinansieres af den Europæiske
Fiskerifond. Det overordnende mål for EFF-programmet er at skabe
rammerne for det størst mulige vedvarende udbytte af den danske
fiskeri- og akvakultursektor, hvor ressourcerne udnyttes under
hensynstagen til bæredygtighed og regional udvikling. Der er i alt
afsat 240 millioner kroner til ordningerne.
Fælles for de nye ordninger er nøgleordene bæredygtighed, kvalitet og
værditilvækst.
|