|
|
|
 xx |
|
 xx |
|
|
Fiskeridirektoratet har udsendt en opdateret orientering omkring
indsats, landinger og aktuel fiskerisituation.
|
|
|
Fiskeridirektoratet følger nøje tobisfiskeriet. Direktoratet orienterer
løbende om situationen via nyhedsbreve, der indeholder oplysninger om:
1. Indsatsforbrug
2. Tobislandinger
3. Aktuel aktivitet i fiskeriet
4. Andre landes tobisfiskeri.
D.16. maj er der fra Direktoratet udsendt følgende orientering:
1. Dansk Indsatsforbrug.
Der er den 15. maj registreret et indsatsforbrug i tobisfiskeriet i 2008 på
1.356.300 kW-dage.
Dette tal dækker kun indsatsforbruget på 315 af de pr. dags dato lidt under
400 afsluttede tobisfangstrejser.
Ved udgangen af uge 19 lå det foreløbigt registrerede indsatsforbrug i 2008
noget under forbruget i den tilsvarende periode i 2007, men over forbruget i
2006. De 315 registrerede fangstrejser er foretaget af 68 forskellige
fartøjer, hvilket indebærer, at antallet af fartøjer, der er aktive i
tobisfiskeriet i 2008, ligger en del under tallet for den tilsvarende
periode i både 2006 og 2007.
2. Udmelding af EU-kvoter for tobis i 2008.
EU-kommissionen har på baggrund af den foreløbige rådgivning om tobis for
2008, som det Det Internationale Havforskningsråd (ICES) fremlagde den 6.
maj, udmeldt foreløbige kvotetildelinger til medlemslandene. Disse
foreløbige tildelinger er baseret på en EU-andel på 90 % af den foreløbigt
anbefalede TAC for tobis i Nordsøen, der er på 400.000 tons. Kommissionen
har udmeldt en foreløbig fællesskabskvote på 360.000 tons, hvoraf Danmark er
tildelt 339.587 tons.
Den endelige rådgivning fra ICES om tobis i 2008 blev offentliggjort den 15.
maj 2008 og den bekræfter den foreløbige anbefaling om en TAC for tobis i
Nordsøen på 400.000 tons.
Den endelige danske kvote, herunder fordelingen på rationsfiskeri,
Individuelle overdragelige kvoter (IOK) m.v. vil først blive udmeldt af
Fiskeridirektoratet, når Kommissionens forordning, der fastsætter de
endelige kvoter for medlemslandene, er blevet offentliggjort.
3. Danske tobislandinger.
Der er den 15. maj 2008 registreret samlede danske landinger af tobis på i
alt 87.614 tons, heraf 4.387 tons fra norsk zone i Nordsøen.
Der er i perioden fra 1. april – 16. maj 2008 forudanmeldt i alt lidt under
400 danske tobislandinger med en samlet mængde på ca. 105.000 tons. Det
tilsvarende tal for perioden 1. april – 16. maj 2007 var på godt 133.500
tons, fordelt på ca. 725 landinger. Det bør her erindres, at tobissæsonen i
2007 startede usædvanligt tidligt.
4. Aktuel dansk aktivitet i tobisfiskeriet.
Langt den overvejende del af det danske tobisfiskeri i 2008 er hidtil
foregået i EU-delen af Nordsøen, og særligt i den britiske del.
Helt aktuelt er der stor aktivitet i tobisfiskeriet i EU-delen af Nordsøen,
særligt i den britiske del af Nordsøen, hvor 20-25 danske fartøjer er
aktive, og i den danske del af Nordsøen, hvor omkring 10 fartøjer er aktive.
Der er aktuelt ingen danske fartøjer, der er aktive i den norske del af
Nordsøen. Endelig deltager 10-15 danske fartøjer nu i et mere kystnært
tobisfiskeri i Skagerrak og et mindre antal fisker tobis i Kattegat.
Der er aktuelt 104 danske fartøjer, der har fået tilladelse til at deltage i
tobisfiskeriet, heraf har 70 tilladelse til at fiske efter tobis på
IOK-vilkår, og 34 har tilladelse til at fiske tobis på rationsvilkår.
5. Andre landes tobisfiskeri.
Norsk tobisfiskeri i 2008.
Norge havde åbnet for et forsøgsfiskeri efter tobis i perioden fra den 1.
april til den 2. maj 2008. I alt deltog 27 norske fartøjer i
forsøgsfiskeriet og de landede tilsammen ca. 16.800 tons tobis fordelt på 37
landinger.
Med udgangspunkt i ICES foreløbige rådgivning for tobis i Nordsøen for 2008,
der anbefalede en TAC for Nordsøen på 400.000 tons, blev der den 7. maj 2008
åbnet for et norsk tobisfiskeri inden for en samlet mængde på 128.000 tons,
svarende til en norsk andel af TAC’en på 32 %. Der er pr. dags dato landet/forudanmeldt
norske landinger på i alt ca. 46.000 tons, hvoraf godt 10.000 tons er fisket
i EU-delen af Nordsøen. Der har den seneste uge været pæn norsk aktivitet i
EU-delen af Nordsøen og det må forudses, at den norske kvote på 20.000 tons
i EU-zonen vil være opfisket i løbet af næste uge, hvis det nuværende
aktivitetsniveau opretholdes.
Færøsk tobisfiskeri i 2008.
Færøske fartøjer kan i henhold til fiskeriaftalen mellem EU og Færøerne
fiske op til 2.500 tons tobis i EU-delen af Nordsøen. Der er så vidt vides
endnu ikke færøske fartøjer, der har landet tobis i 2008.
Svensk tobisfiskeri i 2008.
Kommissionen har den 7. maj tildelt Sverige en foreløbig tobiskvote for 2008
på 12.470 tons. De svenske myndigheder har netop offentliggjort en ny
forskrift, der indebærer, at der kræves særlig fiskeritilladelse med
individuelle fangstmængder for at kunne deltage i det svenske tobisfiskeri i
2008. De første svenske fartøjer er nu i gang med tobisfiskeriet, og de
første svenske tobislandinger kan forventes inden for de nærmeste dage.
Tysk tobisfiskeri i 2008.
Kommissionen har den 7. maj tildelt Tyskland en foreløbig kvote på 520 tons,
hvortil kommer 3.000 tons som Tyskland har byttet sig til fra Danmark. Tyske
fartøjer har for nærværende landet omkring 850 tons tobis i Danmark.
Britisk tobisfiskeri i 2008.
Kommissionen har den 7. maj tildelt Storbritannien en foreløbig kvote på
7.423 tons. Et britisk fartøj har foretaget 3 tobislandinger, heraf 2 i
Danmark, og i alt landet godt 3.000 tons, der udelukkende er fisket i
EU-delen af Nordsøen.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
FiskerForum - 16. maj 2008 |
|
|
|
 xx |
|
 xx |
|
|
|
|