Thisted Kommune har i dag godkendt Hanstholm Havns indstilling af
Birgitte Juhl som ny direktør for Hanstholm Havn.
Tiltrædelsen forventes at finde sted 1. maj 2008 og sker i forbindelse
med den nuværende havnedirektør Hans Kjærs pensionering.
Havnebestyrelsen,
der har foretaget indstillingen, har lagt stor vægt på at finde en
leder, som vi forventer vil være i stand til at formidle et godt
samarbejde mellem havnens mange virksomheder og alle øvrige
samarbejdspartnere for Hanstholm Havn. Dette er overordentlig vigtigt,
idet havnen står over for en stærk udvikling i de kommende år, hvor en
ny udviklingsplan skal realiseres.
Birgitte Juhl kommer fra en stilling som udviklingsdirektør i
Vesthimmerlands Kommune, hvor hun tillige har indgået i kommunens
direktion. Tidligere har Birgitte Juhl drevet en
landinspektør-virksomhed og har dermed en baggrund såvel fra det private
erhvervsliv som i de senere år fra sit virke som udviklingsdirektør i en
kommune.
Birgitte Juhl har desuden stor erfaring i projektledelse og
finansieringsforhold omkring offentlige investeringsprojekter, herunder
ikke mindst at etablere et samarbejde mellem såvel statslige danske som
EU institutioner.