|
Muslingefiskeriet i Limfjorden er vigtigt for økonomien i lokalområdet,
men det er også vigtigt, at fiskeriet udøves på en forsvarlig måde, hvor
der samtidig tages hensyn til fugle- og plantelivet. Derfor er der
udarbejdet miljøkonsekvensvurderinger, inden 51 muslingefartøjer i denne
uge får tilladelser til at fiske blåmuslinger frem til sommeren 2009.
”Det er første gang, at vi har et så grundigt videnskabeligt grundlag
for at udstede tilladelser til muslingefiskeri i Limfjorden. Regeringens
vision for erhvervsudviklingen er: ”Grøn vækst”. Det er meget
tilfredsstillende at konstatere, at vi nu med de videnskabelige
konsekvensvurderinger har redskabet til at realisere den vision på
fiskeriområdet”, siger fødevareministeren Eva Kjer Hansen.
Miljøkonsekvensvurderinger gennemføres ved, at fiskeriets effekt på
det omkringliggende miljø undersøges og sammenholdes med de særlige
beskyttelseshensyn, der gælder for området. Konsekvensvurderingerne er
meget konkrete i forhold den aktivitet, der er ansøgt om tilladelse til.
Det betyder blandt andet, at tilladelserne til muslingefiskeri for
første gang indeholder præcise vilkår om, hvor store mængder, der må
fiskes i bestemte områder af fjorden.
Kravet om at der skal gennemføres konsekvensvurderingerne som
betingelse for fiskeritilladelse i eller i nærheden af de internationale
naturbeskyttelsesområder er indført ved en ændring af fiskeriloven. Ved
lovændringen, der trådte i kraft den 1. juli 2008, er Habitatdirektivets
bestemmelser om Natura 2000-områderne implementeret.
Tilladelserne til muslingefiskeri udstedes af Fødevareministeriet,
Fiskeridirektoratet.
Miljøkonsekvensvurderingerne er udarbejdet af DTU Aqua.
Se konsekvensvurderingerne her
|