|
Undersøgelser, som Thyborøn Havn får gennemført af DHI, viser, at de
problemer Kystdirektoratet har med at holde de garanterede 8 meters
vanddybde i Thyborøn Kanal, primært skyldes en stor ændring af
naturtilstanden omkring Thyborøn Kanal.
Disse ændringer er også årsag til
store problemer for Thyborøn Havn.
Der er dannet en sandpude på ca. ½ million kubikmeter sand udenfor høfde
62 og høfde 63 i Thyborøn Kanal nord for Thyborøn Havn.
Sandpuden ændrer tilsandings forholdene i sejlrenden, giver en forstærket
bølgepåvirkning af Havnens ydermoler og er årsag til bølgeuro i Thyborøn
Havn.

Disse forhold har meget alvorlige konsekvenser for Thyborøn Havn - som
har haft store stormskader på ydermolerne og derfor har afholdt omkostninger
for 25 mio. kr for at sikre Thyborøn Havn.
Hertil kommer et omsætningstab for Thyborøn Havn såvel på kort som på
lang sigt, som ikke umiddelbart lader sig kvantificere.
Ulemper for virksomheder og skibsfart til Thyborøn Havn er betydelige
grundet den forringede besejling. Hertil kommer store problemer med sprængte
trosser og skader på skibe og kajanlæg.
I vintrene 2007/08 og 2008/09 har Thyborøn Havn ikke haft den vanddybde
på 8 meter, Havnen er garanteret som en del af overdragelsesaftalen mellem
Staten som sælger og Kommunen som køber.
Alt dette var ikke forudset i den aftale, der blev indgået med staten i
2000 om overtagelse af Thyborøn Havn, men det er klart fastlagt i
overdragelsesaftalen, at det er statens ansvar.
Situationen er meget alvorlig og nu så klart dokumenteret, at det er helt
nødvendigt, at løsningen nu iværksættes.
Siden Thyborøn Havn i 2001 blev overtaget af kommunen og drevet som
kommunal selvstyrehavn, med en kommerciel orienteret bestyrelse, er der sket
en meget positiv udvikling. Thyborøn Havn har investeret store beløb og
sikret en positiv udvikling som fiskerihavn og har med en godsomsætning på
1,2 mio. tons opnået en markant position som den næststørste godshavn på
Vestkysten. Staten må nu løse sine forpligtelser i Thyborøn Kanal, og sikre
at denne positive udvikling ikke tabes.
Thyborøn Havns bestyrelse forventer naturligvis, at staten på baggrund af
de indgåede forpligtelser også udviser handlekraft og straks igangsætter en
genopretning af forholdene i Thyborøn Kanal – herunder at den meget
generende sandpude straks fjernes, samt at Thyborøn Havn får et
ekstraordinært tilskud til udbedring af stormskaderne.
Der er derfor rettet henvendelse til Transportminister Lars Barfoed og
Kystdirektør Jesper Holt Jensen, for at få igangsat de nødvendige tiltag. |