|
Der er netop underskrevet en licensaftale med en
fiskemelsfabrik i Sydafrika. Aftalen indebærer bl.a., at TripleNine skal stå
for eksportsalget af det sydafrikanske fiskemel.
Men først skal den sydafrikanske fabriks medarbejdere
lære at betjene nyt udstyr fra TripleNine’s nu lukkede fabrik i Esbjerg, så
der kan produceres fiskemel af en bedre kvalitet, end det er muligt med det
udstyr, som fabrikken hidtil har rådet over.
Det er TripleNine’s produktionsdirektør, Christian
Bisgaard, der har været i Sydafrika for at underskrive licensaftalen.
- Den sydafrikanske fabrik har indtil nu ikke haft det
tekniske udstyr, der skal til for at kunne producere fiskemel i en kvalitet,
som vi er vant til herhjemme, forklarer Christian Bisgaard. - Så som en del
af aftalen har vi solgt noget af vores udstyr fra fabrikken i Esbjerg til
dem. Det drejer sig om en inddamper og en tørrer, som i øjeblikket er ved at
blive installeret på den sydafrikanske fabrik.
TripleNine har i tre uger haft to medarbejdere i
Sydafrika for at hjælpe med til at installere maskineriet og vise
medarbejderne, hvordan det skal betjenes.
- Hidtil har man anvendt flammetørring i produktionen,
men med vores udstyr vil man kunne optimere kvaliteten af det færdige
produkt, siger Christian Bisgaard.
TripleNine skal stå for eksportsalget
Den sydafrikanske fiskemelsfabrik, der ejes af firmaet
Pioneer Fishing, er beliggende ved Atlanterhavskysten 170 km nord for
Capetown.
Den modtager normalt ca. 80.000 tons råvarer årligt, som
der kommer ca. 16.000 tons fiskemel ud af.
- Så en del af øvelsen går ud på i fællesskab at optimere
fabrikkens kapacitetsudnyttelse, så ressourcerne kan udnyttes endnu bedre,
siger Christian Bisgaard.
Han oplyser, at fabrikken i Sydafrika hidtil kun har
solgt sit mel på det hjemlige marked, men når kvaliteten er blevet hævet,
forventes det, at melet kan eksporteres til for eksempel Kina, og det er
dette salgsarbejde, som TripleNine skal stå for i fremtiden.
- Faktisk kan Sydafrika også godt eksportere fiskemel til
EU, siger Christian Bisgaard, - men det kræver, at produktionsanlægget kan
godkendes. Og det regner vi selvfølgelig også med, at det kan, når vi har
fået det nye maskineri til at køre, som det skal.
En spændende opgave
Produktionsmester Anders Gorritzen er en af de TripleNine-medarbejdere,
der har været i Sydafrika for at hjælpe med til at få udstyret fra
TripleNine korrekt installeret, og han skal også af sted igen for at
instruere fabrikkens medarbejdere i at betjene det nye udstyr.
- Det er en spændende opgave at få det hele til at
fungere i Sydafrika, fortæller Anders Gorritzen. - og når man for alvor
kommer i gang med at bruge det nye udstyr, vil det få afgørende betydning
for kvaliteten og dermed også for salgsmulighederne.
- En del af fabrikkens råvare stammer fra affald fra en
konservesfabrik. Heraf har man hidtil kunnet producere mel med 60% protein.
Alene ved anvendelse af den nye tørrer har man kunnet hæve proteinindholdet
til ca. 65%, siger Anders Gorritzen.
-
Så nu mangler vi ”bare” at få installeret den nye inddamper og at få styr på
væskesiden, konstaterer Anders Gorritzen.
Han forventer, at det hele vil være i drift om 4 til 6
uger.
Produktionsdirektør Christian Bisgaard: - En del af
øvelsen går ud på at optimere den sydafrikanske fabriks kapacitet, så
ressourcerne kan blive udnyttet endnu bedre.

- Det er en spændende opgave at være med til at introducere vores
produktionsmetoder i Sydafrika, siger produktionsmester Anders Gorritzen.
|