|
|
Tobisfiskeriet 2009
|
|
Fiskeridirektoratet udsender løbende orienterings skrivelser
vedrørende tobisfiskeriet. Her følger 1. nyhedsbrev fra 2009 sæsonen. |
|
|
Hermed følger 1. nyhedsbrev om tobisfiskeriet i 2009. Det er hensigten, at
udsende et ugentligt nyhedsbrev i tobissæsonen, der vil indeholde
oplysninger om bl.a. følgende punkter:
- Indsatsforbrug under moniteringsfiskeriet.
- Tobislandinger.
- Aktuel aktivitet i fiskeriet.
- Andre landes tobisfiskeri.
|
1. Indsatsforbrug i moniteringsperioden.
|
|
Danmark er i moniteringsperioden fra den 1. april – 6.
maj 2009 tildelt et maksimalt indsatsloft på 1.370.375 kilowatt-dage.
Loftet, der kan blive justeret som følge af kvotebytter, gælder for samtlige
fangstrejser, hvor der i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat medbringes og
fiskes med trawl, vod eller lignende trukne redskaber med en maskestørrelse
under 16 mm.
Der er den 15. april registreret et indsatsforbrug i det danske tobisfiskeri
i 2009 på beskedne 270.658 kW-dage, svarende til 19,8 % af det maksimale
indsatsloft. Bemærk at dette forbrug kun dækker indsatsforbruget på 68
fangstrejser af de ca. 85 afsluttede fangstrejser. Det hænger sammen med, at
registreringen af indsatsforbruget først finder sted, når logbogen for en
afsluttet tobisfangstrejse er tastet og den daglige opdatering af
logbogsregistreret har fundet sted. |
|
|
2. Tobislandinger.
|
|
Der er den 15. april 2009 registreret danske landinger af
tobis på i alt 4.439 tons.
Der er i perioden fra 1-14. april 2009 forudanmeldt i alt ca. 85 danske
tobislandinger med en samlet mængde på ca. 15.700 tons tobis, heraf knap
1.000 tons fra Skagerrak/Kattegat. Det er betydeligt flere landinger og
større mængder end på samme tidspunkt i både 2007 og 2008.
Den hidtil største enkeltlanding af tobis i 2009 er foretaget af fartøjet L
349 ”Gitte Henning” i Skagen den 13. april, hvor der blev landet ca. 800
tons fra en fangstrejse, der blev indledt den 5. april. Fartøjet L 151
”Pernille Kim”, der ankom til losning i Thyborøn den 14. april, var først af
de større fartøjer til at afslutte sin anden fangstrejse (begge landinger på
godt 500 tons).
Størrelsen på de landede tobis er god ifølge oplysninger fra både Triple
Nine i Thyborøn og FF i Skagen. |
|
|
3. Aktuel dansk aktivitet i tobisfiskeriet.
|
|
Det danske tobisfiskeri har siden åbningen den 1. april
2009 været koncentreret i den danske og specielt den britiske del af
Nordsøen. Der har desuden fra starten været et kystnært tobisfiskeri i
Skagerrak. Der er i 2009 ikke åbent for tobisfiskeri i norske farvande.
Hovedparten af det danske tobisfiskeri i 2009 er indtil videre foregået i
den britiske del af Nordsøen, hvor der aktuelt er 15-18 aktive (større)
fartøjer. I den danske del af Nordsøen fisker aktuelt omkring 10 (større)
fartøjer, mens 10-15 mindre fartøjer deltager i et mere kystnært
tobisfiskeri i Skagerrak (og Kattegat).
Der er den 15. april 2009 i alt 43 danske fartøjer, der har meldt sig aktive
i tobisfiskeriet. |
|
|
4. Andre landes tobisfiskeri.
|
|
Det norske tobisfiskeri blev åbnet den 1. april 2009, dog
kun i EU-zonen i Nordsøen, hvor norske fartøjer har adgang til at fiske i
alt 20.000 tons tobis. Fiskeriet er åbent for norske fartøjer, der har
Nordsø-trawltilladelse (ca. 12 stk.) og fartøjer der har tilladelse til at
fiske med pelagisk trawl (ca. 36 stk.). Der er endnu ikke registreret norske
landinger af tobis i landing i 2009.
I henhold til fiskeriaftalen mellem EU og Færøerne har 2 færøske fartøjer
fået mulighed for at deltage i moniteringsfiskeriet. De vil skulle fiske
inden for et samlet indsatsloft på ca. 29.000 kilowatt-dage.
De svenske myndigheder har så vidt vides endnu ikke meldt ud hvilke svenske
fartøjer, der har adgang til at deltage i moniteringsfiskeriet, men de vil
skulle fiske inden for et samlet indsatsloft på 50.321 kW-dage, der dog
forventes forhøjet som følge af kvotebytter.
Tyske fartøjer har i udgangssituationen kun beskedne 2.097 kilowatt-dage til
rådighed i moniteringsperioden, men som følge af kvoteoverførsler vil dette
loft kunne forhøjes forholdsmæssigt.
Britiske fartøjer kan deltage i moniteringsfiskeriet inden for et samlet
indsatsloft på 29.954 kilowatt-dage. |
|
|
|
Kilde: Fiskeridirektoratet, Internationalt Sekretariat. |
|
|
|
FiskerForum - 15. April 2009 |
|
|