|
Danske industri fiskere sidder, via ejerskab i
fiskemelsindustrien, øjensynlig tilbage med risiko for en økonomisk begmand
af de helt store, efter Plantedirektoratet overraskende har tilladt eksport
til 3. lande af dioxin forurenet dansk fremstillet fiskefoder, der hidtil
ikke har måttet markedsføres.
Dioxin er et kræftfremkaldende stof, som findes i forholdsvis store
koncentrationer i fisk fanget i bl.a. Østersøen. Koncentrationen er så stor,
at fiskemel fremstillet af fisk fra Østersøen umiddelbart ikke har måttet
omsættes.
Derfor har fiskemelsfabrikkerne i Skagen og Esbjerg de seneste år investeret
tre cifrede millionbeløb i specielle rensningsanlæg, der ekstraherer
dioxinen fra fiskemel.
Og den satsning bliver med et slag til en usikker investering.
Administrerende direktør Nils Christian Jensen fra fiskemelsfabrikken
TripleNine Fish Protein AmbA i Esbjerg, siger til ingeniørforeningens
hjemmeside ing.dk:
»Det er vi stærkt utilfredse med. Tilladelsen betyder, at vores investering
i et særligt dioxin-renseanlæg på mellem 150-200 millioner kroner for at
være lovlydige, nu er smidt ud af vinduet. Jeg synes ikke, det er sjovt, at
man lige pludselig åbner sådan et hul.«
Han tvivler dog på, om der overhovedet kan findes nogen tredjelande, der vil
købe dioxinforurenet foder. Men det, der undrer ham allermest, er, at
regeringen tilsyneladende er helt uvidende om branchens forhold.
»Det kunne man ligeså godt have sagt fra begyndelsen, så kunne vi have
sparet alle de penge,« siger han.
Nils Christian Jensen udtaler videre, at TripleNine Fish Protein AmbA
fortsat vil rense fiskemel, og sælge lovlige varer. |