|
|
|
 xx |
|
 xx |
|
|
|
|
Udbryder-fisk overlever
|
|
Selektive trawl, som sorterer fangsten under vandet
og lader småfisk eller truede arter undslippe, virker. Overraskende mange
fisk overlever, viser kæmpe forsøg udført ved Norge og Skotland.
Et trawl er langt fra bare et trawl. For at passe på
vores fiskebestande arbejder forskere og fiskere på at udvikle
fiskeredskaber, som kun fanger fisk af den rette art og størrelse, mens
småfisk og uønskede arter kan undslippe gennem maskerne.
Men hvordan tester man lige, om fiskene rent faktisk
overlever og klarer sig efter, at de er svømmet fri af trawlen? Det kræver
udstyr ud over det sædvanlige. For fiskeriet foregår på 70 meters dybde og
ved hjælp af kæmpe stålwirere og maskineri, som det er farligt at være for
tæt på, når det arbejder.
Nu har et samarbejdsprojekt mellem forskere fra DTU Aqua,
Havforskningsinstituttet i Norge og Fisheries Research Services i Skotland
gjort forsøget ved at bruge både dykkere og raffineret teknik.
”Ved at montere en kæmpe opsamlingspose uden på trawlens
fangstposede kunne vi indsamle alle fisk, der undslap under fiskeriet.
Bagefter blev fiskene forsigtigt hævet til en dybde på 20 m, hvor de kunne
overflyttes til store bure på havbunden og senere observeres af dykkere,”
fortæller Niels Madsen, DTU Aqua. |
|
|
Overraskende resultater
|
|
Forsøgene viste, at overlevelsesraten for torskefisk, der
undslipper et trawl ved havbunden generelt er bedre end forskerne
umiddelbart havde forventet, fortæller seniorforsker Niels Madsen, DTU Aqua.
Især de store fisk klarede sig godt.
”I gennemsnit overlevede 95 procent af de hvilling og
kuller, som undslap. Umiddelbart havde vi forventet, at det ville være de
store fisk, som døde, fordi de ville få skader, når de presses ud gennem
maskerne i trawlet. Men overraskende nok, så var dødeligheden størst blandt
de helt små fisk,” fortæller seniorforskeren fra DTU Aqua.
Årsagen er sandsynligvis, at store fisk er bedre end små
til at følge med uden at blive udmattede, når trawlposen trækkes gennem
vandet, mens den gradvist bliver fyldt.
”De mindste fisk har de dårligste svømmeegenskaber og
udmattes hurtigere end de store, når de falder tilbage i trawlen. Det kan
være grunden til at de har større risiko for at blive stressede og dermed dø
,” vurderer Niels Madsen.
I
gennemsnit overlevede 95 procent af de hvilling og kuller, som undslap. De
store fisk klarede sig overraskende bedst |
|
|
Mange undslipper ved bunden
|
|
I forsøgene, som var støttet økonomisk af EU
kommissionen, undersøgte forskerteamet også, hvornår under
fiskeriet, at fiskene undslap. Denne gang ved at sætte en
overtrækspose med tre forskellige opsamlingsposer uden på
trawlposen. På den måde kunne man åbne og lukke for de tre poser
hver for sig og indsamle fisk som undslap på forskellige
tidspunkter under fiskeriet.
Forsøget viste, at de fleste fisk undslap fra
trawlen under selve slæbet, dvs. mens trawlen blev trukket langs
bunden. Der var dog også fisk som først slap ud under indhalingen
eller mens trawlen lå i overfladen.
”De fisk som undslipper ved bunden har meget
bedre chance for at klare sig end de, som først undslipper i
overfladen, hvor de, udover stress ved fangsten, også bliver udsat
for en hurtig trykforandring, så deres svømmeblære bliver udvidet,
de får solbestråling eller de kan nå at blive ædt af måger,”
fortæller Niels Madsen, DTU Aqua. |
|
|
Selektive redskaber nytter
|
|
Den nye viden kan nu bruges i det fortsatte
arbejdet med at designe trawl og fiskerredskaber, som er skånsomme
og selektive, fortæller Niels Madsen, som leder DTU Aquas sektion
for Fiskeri- og Moniteringsteknologi:
”Forsøget har bekræftet, at der er god fornuft
i at udvikle og bruge selektive redskaber, der undgår uønsket
fangst. Fremover bør man arbejde mod at udvikle fiskeredskaber,
der er bedre til at sortere fisken end de traditionelle
fangstposer, når trawlen trækkes ved havbunden. Selektive
sorteringspaneler kunne være et bud.”
”Den forholdsmæssigt dårlige overlevelse blandt
de små fisk kan man forbedre ved at udvikle redskaber, der er
bedre til at slippe småfiskene ud før de skades, eller at ved at
man undgår at fiske i områder, hvor der er en hyppighed af små
fisk,” siger Niels Madsen, DTU Aqua.
Forskerne undersøgte ved forsøget overlevelsen
blandt torskefisk og resultaterne kan ikke umiddelbart overføres
til andre arter, som fx sild og makrel, som lever andre steder i
vandsøjlen og fiskes med andre redskaber. |
|
|
Sådan indsamlede og observerede forskerne de undslupne fisk:
|
|
Første udfordring var at udvikle en metode til
at indsamle de fisk, der undslap fra trawlen. Løsningen blev et
fintmasket overtræk, udspændt på store plastikringe, omkring
trawlen. Efter at have trawlet to timer blev en låge bagerst i
overtækket lukket og de fisk, som herefter undslap fra trawlen,
blev opsamlet i posten.
Den næste udfordring var at hæve posen med
fisk, som var fanget på 60-70 m til en arbejdsdybde, hvor dykkerne
kunne arbejde. Ved hjælp af et automatisk spil blev fiskene over 2
½ time hævet langsomt til 20 meter.
Her blev fiskene forsigtigt overført til en
transport-container og trukket ind til undersøgelsesområdet langs
kysten, hvor fiskene blev sat ud i store bure på havbunden. De
næste syv dage blev fiskene observeret og fodret af dykkere. Hver
dag blev alle døde fisk indsamlet fra burene og bragt til
feltlaboratoriet, hvor de blev målt, vejet og undersøgt for
skader.
Til sammenligning undersøgte forskerne også
fisk i to kontrolgrupper for at få svar på, om forsøgsmetoderne i
sig selv bidrog til dødeligheden. |
|
|
Projekt Survival:
|
|
Projektet SURVIVAL var økonomisk støttet af
EU-kommissionen. Hovedformålet var at bedømme overlevelsen hos
rundfisk – kuller, hvilling, sej og torsk – der undslipper gennem
et trawl. Forskere fra DTU Aqua, Havforskningsinstituttet i Norge
og Fisheries Research Services i Skotland deltog. Forsøgene blev
udført ved The North Minch udfor Gairloch på Skotlands vestkyst og
i Barentshavet udfor Båtsfjord i Nordnorge. |
|
|
Se film om projektet:
|
|
Der er lavet en 13 minutters film om projektet. Se den her, hvor
du også kan læse mere om projektet:
Klik her
Fiskeriteknologigruppen, DTU Aqua: |
|
|
|
Kilde : DTU Aqua |
|
|
|
FiskerForum - 18. April 2009 |
|
|
|
 xx |
|
 xx |
|
|
|
|