|
Den internationale fiskerimesse DanFish kommer i oktober
til at spille en central rolle i arbejdet med at udforme en ny
EU-fiskeripolitik, når de europæiske fiskeriministre mødes med
fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) til en konference, der sætter fokus på
mulighederne for at ændre EU's fiskeripolitik, og gøre den langt mere
ressourcevenlig og grøn. Ministrene ledsages også af repræsentanter fra
flere EU-landes fiskeriministerier. Konferencen er torsdag den 8. oktober.
Dagen før indledes DanFish International 2009 med endnu en spændende
konference. For første gang vil Dansk Eksportforening afvikle konferencen
”Blue Ocean – Green Fishing”, som præsente rer, hvad Danmark har at byde på
af grønne løsninger inden for fiskeriet. Dansk Eksportforening som står bag
den erhvervsrettede konference planlægger temaer som f.eks. certificering,
bæredygtigt fiskeri, dansk knowhow, brændstoføkonomi og sporbarhed.
Konferencen er planlagt til åbningsdagen for DanFish onsdag den 7. oktober
og henvender sig til alle messegæster fra både Danmark og udlandet, såsom
fiskere, udstillere, politikere og fiskeriforvaltere.
Danmark spiller væsentlig rolle
Begge konferencer retter sig mod et fremtidigt langt mere grønt fiskeri,
hvor EU-lovgivningen på området skal ændres så de knappe fiskeressourcer i
havet tilgodeses ved at udnytte nye teknologier, og dermed få mulighed for
en helt anden type regulering. Og her spiller Danmark en væsentlig rolle med
et spændende forsøg og et kommende forslag til at stoppe overfiskeriet.
Seks danske skibe sejler i øjeblikket med
kameraovervågning og monitorering af deres fangster, og dette forsøg bliver
på konferencen ” A New Fisheries Policy for fishers to take over stewardship
of the fishery” præsenteret på højeste europæiske ministerniveau.
Konferencen afvikles torsdag den 8. oktober.
Konference om grønt fiskeri
På konferencen ”Blue Ocean-Green Fishing” kan de mange gæster, de
professionelle indkøbere og VIPs fra mere end 30 lande opleve kreative input
til, hvordan fiskerierhvervet både kan være ansvarsbevidst ved at vælge
bæredygtigt fiskeri og samtidig holde forretningen på økonomisk ret kurs.
Konferencen ”Blue Ocean – Green Fishing” præsenterer på fornemmeste vis det
muliges kunst, hvor alle erhverv inden for fiskeriet må arbejde med for at
beskytte både de knappe fiskeressourcer og tænke miljøbevidst.
|