Danfish 2013 - 9. - 11. Oktober 2013
xx
Karstensens Skibsværft A/S
xx

Triple Nine - Nyhedsbrev - juli 2009

 

Mange unge tobis lover godt for næste år

Tobisfiskeriet er gået godt i år, og der er på det seneste fundet mange unge tobis, hvilket lover godt for næste års fiskeri.

Det siger en glad bestyrelsesformand for TripleNine Fish Protein, Erik Bonde Pedersen.

- I slutningen af juni havde vi fået i alt 150.000 tons tobis leveret til TripleNine i Thyborøn, siger han. - Det er 8.000 tons mere end på samme tidspunkt i fjor.

- Dette skal oven i købet ses i lyset af, at vi er fire både færre i år, og disse både landede sidste år 25.000 tons, tilføjer han, - så den resterende flåde har altså landet 33.000 tons mere i år end sidste år.

Fornuftig drift
- Hertil kommer, at brændstofprisen er halveret i forhold til sidste år, hvilket selvfølgelig tæller med på den positive side, siger Erik Bonde Pedersen, der samtidig gør opmærksom på, at afregningspriserne i år nok har været 7-8% lavere end sidste år.

- Men alt i alt ser situationen positiv ud, og både fiskerne og fabrikken har haft en fornuftig drift, konkluderer Erik Bonde Pedersen. Han glæder sig især over, at den nyrenoverede produktionslinie på fabrikken i Thyborøn har kørt rigtig godt.

Mange unge tobis lover godt for næste år

- Alt i alt ser situationen positiv ud, og både fiskerne og fabrikken har haft en fornuftig drift, siger Erik Bonde Pedersen.

- Det har på trods af de større landinger betydet, at vi kun har måttet sende ca. 3.000 tons til forarbejdning på andre fabrikker mod næsten 15.000 tons sidste år, siger Erik Bonde Pedersen.

Tobisyngel stopper fiskeriet
- Vi kan også glæde os over, at der igen har været et rigtig godt fiskeri på de gammelkendte fiskepladser, fortsætter han, - og her mod slutningen af fiskeriet har vi desuden set store mængder af yngel og unge tobis, hvilket for eksempel har betydet, at vi lukkede ned for fiskeriet på Dokker Banke.

- Flere andre steder har man ligeledes set mange unge tobis, og så stopper man selvfølgelig fiskeriet på de pladser og forsøger sig andre steder, siger Erik Bonde Pedersen. - Faktisk skal vi 12 år tilbage, siden vi sidst har set så megen tobisyngel, og det lover godt for den kommende tobissæson.

 
 

Så var der tobis igen!

Adm. direktør Nils Chr. Jensen skriver:

Lad os glæde os over en god tobissæson, som forhåbentlig varer lidt længere end sidste år, hvor den sluttede omkring Sct. Hans.

De fangede tobis har været relativt store og fede i forhold til de sidste par år, og vurderet alene ud for fedtindholdet så ligner 2009 året 1996, som var et rekordår, hvad tobisfangst angår.

Her ved slutningen af årets tobisfiskeri kan vi konstatere, at global finanskrise, lav dollar og en chilensk lakseproduktion, som grundet sygdom er sat år tilbage, er faktorer, som har påvirket dansk industrifiskeri i væsentlig grad.

Lave priser på fiskeolie
Specielt har prisen på fiskeolie været helt i bund på grund af et skævt forhold mellem udbud og efterspørgsel, idet Chile fra at være importør er blevet eksportør af fiskeolie.

Fiskeolie, som i 2008 fik en præmie i forhold til rapsolie, er i 2009 prissat betydeligt under rapsolie. Det groteske i dette kan illustreres af, at brugt friturefedt i USA har opnået højere priser til foder end fiskeolie.

På positivsiden skal det nævnes, at norsk lakseproduktion er i vækst og har som følge deraf aftaget en del mere fiskeolie til den kommende højsæson.

Prisen på fiskeolie er på det sidste steget en smule, men der er stadig et stykke vej til prisniveauet fra 2008 - også set i relation til prisen på rapsolie, men det går trods alt den rigtige vej.

Stigende interesse for fiskemel
Mængden af fiskemel i 2009 bliver ikke større end 2008, og da Peru og Skandinavien har fisket hovedparten af det, de kan i 2009, er det begrænset, hvor meget mere der produceres til levering i 2009.

Interessen for fiskemel er på det sidste steget, så efterspørgslen nu nok er lidt større end udbuddet, så der er trods de nævnte kriser lidt lys forude.

Der er med andre ord igen rimelig efterspørgsel efter vores varer, fiskemel og fiskeolie, så med denne positive konstatering vil jeg gerne ønske alle en rigtig god sommerferie.

 

Island interesseret i tobis til agn

Direktør Ejgil Knudsen, TripleNine Fish, fortæller, at han på virksomheden i Hvide Sande over et par dage har haft besøg af en islandsk grossist, der kunne være interesseret i at købe enkeltfrosne tobis til agn af TripleNine Fish.

- Den potentielle kunde var godt tilfreds med, hvad han så, siger Ejgil Knudsen. - Han blev i Hvide Sande over et par dage og var indlogeret på det lokale sømandshjem. Under besøget inspicerede han bl.a. en række forskellige skibes landinger med henblik på at danne sig et billede af kvalitets- og størrelsesvariationerne.

- Vi forventer, at besøget resulterer i konkrete ordrer. Og det er da glædeligt at se en køber, der af egen drift opsøger os. Hidtil har det mest været os, der måtte ud for at finde kundeemnerne, siger Ejgil Knudsen.

Han oplyser, at kunden fandt frem til TripleNine Fish via internettet, og kontakten blev etableret via TripleNine’s hjemmeside.

 

Ferielukning

Der holdes ferielukning i produktionen i Thyborøn i ugerne 29, 30 og 31.

Sidste landingsdag er fredag d. 10. juli.

Som sædvanlig er det kun produktionen, der holder ferielukket, mens der i ferieperioden fortsat kan udleveres mel fra mellagrene i både Thyborøn og Esbjerg.

Ferieperioden vil blive brugt til at få udført diverse reparationer og justeringer på anlægget, så det igen kan være toptrimmet til produktion efter ferien.

Skulle der i ferieperioden være behov for at lande fisk til forarbejdning, kan man kontakte fabrikken for at få anvist et alternativt landingssted.

 

Nu graves der i Thyborøn

- men foreløbig ikke i den sandbanke, der er den egentlige årsag til de vanskelige besejlingsforhold.

Nu graves der i Thyborøn

Havnedirektør Jørgen Buhl:
Nu har vi faktisk den vanddybde på 8 meter, som vi er garanteret.

Det oplyser havnedirektør Jørgen Buhl, Thyborøn Havn.

- Midt i juni påbegyndte Kystdirektoratet en grundig oprensning af sejlrenden ind til Thyborøn Havn, så nu har vi faktisk den vanddybde på 8 meter, som vi er garanteret, fortæller han. - Desuden er det Kystdirektoratets hensigt at foretage en forebyggende udgravning, så der er lidt at gi’ af, indtil den endelige løsning er gennemført.

- Vi har netop holdt et opklarende møde med Kystdirektoratet, og det forløb godt, siger Jørgen Buhl. - Der er enighed om, at det faktisk er den sandbanke, der har aflejret sig ud for høfde 62 og 63 i Thyborøn Kanal, der er årsag til de store bølger og til dønningerne i havnebassinerne.

Bedre besejlingsvinkel

Nu graves der i Thyborøn

Kystdirektoratets sandpumper er i gang med den forebyggende uddybning af sejlrenden til Thyborøn Havn.

- Nu vil man så undersøge, hvad der er det rigtige at gøre ved det, tilføjer han, - og i mellemtiden vil man altså foretage den forebyggende oprensning af sejlrenden, der vil sikre os en konstant tilstrækkelig vanddybde.

Jørgen Buhl erklærer sig ganske godt tilfreds med forløbet indtil nu, og han har gode forventninger til, at man hurtigt får de sidste ting på plads. 

 
 
 
 
 

 
 

FiskerForum - 6. Juli 2009