|
Lørdag d. 18. juli bydes interesserede ombord til ”åbent
skib”. Rederiet bekræfter samtidig, at have købt to ældre skibe med FAS II
tilskud.
Hirtshals Havn prydes i øjeblikket af det flagsmykkede fiskefartøj HG 264
RUTH. Interesserede får lørdag d. 18.juli mulighed for at kikke indenfor.
Det sker når rederiet i tidsrummet fra kl. 13 til kl.17 holder ”åbent skib”
ombord på det 68,8 m.- lange kombinerede not- og trawlfartøj.
Til at tage imod gæsterne venter en stor del af besætningen, og de tre
ejere; reder Gullak A. Madsen og de to faste skippere Ole Nattestad og
Mikkjal Godtfred.
Skibet er for nylig indkøbt fra Norge. Skibet er bygget i 2003 og fremstår
fra i dag i de klare sorte og hvide farver, der er kendetegnende for
rederiet RUTH A/S.
Ejerne oplyser i øvrigt, at selskabet har købt to ældre skibe med henblik på
udfasning af fiskeriet. Det drejer sig om E 677 ”Venus”, der er købt af
Palle Smedegård, Hemmet og L 495 ”Diamant” der er købt af Johnny Nielsen,
Vestervig. Handlerne udløser tilskud fra FAS II (Fleet Adaptation Scheme),
der er EU`s hjælpepakke til imødegåelse af brændstofkrisen i
fiskerierhvervet.
Kvoterne fra de opkøbte skibe lægges over på HG 264 ”RUTH”. |