|
Nu går arbejdet med certificering af dansk fiskeri efter
den internationale miljømærkning, MSC, i gang. Danmarks Fiskeriforening og
Danske Fiskeres Producent Organisation holder mandag den 31. august kl.
12.00 pressemøde hos Danmarks Fiskeriforening i Taulov.
Her vil repræsentanter for Danmarks Fiskeriforening,
Danske Fiskeres PO, Marine Stewardship Council (MSC), WWF-Verdensnaturfonden,
Espersen A/S m.fl. vil deltage.
Der er netop skrevet kontrakt på certificering af de første danske
fiskerier, og på pressemødet vil certificeringen blive skudt officielt i
gang. Samtidig vil der blive orienteret om planerne for MSC-mærkning af
dansk fiskeri over de næste år.
Den europæiske direktør for MSC vil forklare om ordningen
og om, hvor stor og ambitiøs den danske satsning på MSC er, set i
international sammenhæng.
MSC-certificering er den internationalt førende
miljømærkning af vildtfangede fisk. Der stilles en række krav til fiskerier,
som skal MSC-certificeres om, at der fiskes bæredygtigt, at fiskerierne ikke
beskadiger økosystemer eller havmiljø, og at fiskeriet bliver forvaltet
effektivt, så både bæredygtighed og økosystemer sikres på længere sigt.
Oprindeligt stod WWF-Verdensnaturfonden og fødevarekoncernen Unilever bag
MSC, men de seneste ti år har organisationen været uafhængig og ledet af en
international bestyrelse med medlemmer fra fiskerisektoren,
miljøorganisationer og forskningsverdenen. |