DTU Aqua har testet elektronisk monitering for første gang i
Danmark. Teknikken fungerer under danske forhold, konkluderer den
afsluttende rapport, som offentliggøres i dag.
Eksempel på billeder fra de fire
videokameraer installeret ombord på et af de deltagende fartøjer.
DTU Aqua installerede i september 2008 som forsøg kamera-, sensor- og
computerudstyr ombord på seks danske fiskefartøjer. Formålet var at
undersøge, om det er teknisk og praktisk muligt at anvende elektronisk
monitering til at dokumentere fangsterne i dansk fiskeri. Projektet, som
DTU Aqua har gennemført for Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og
Fiskeri er nu afsluttet og størstedelen af de indsamlede data er
analyseret.
"Projektet har vist, at teknikken kan fungere under danske forhold og
på flere typer danske fartøjer. Data fra kameraer og sensorer på GPS,
hydraulik og spil gør det muligt med stor nøjagtighed at afgøre hvor og
hvornår et fiskeri har fundet sted og hvor stor fangst og udsmid har
været," vurderer projektleder Jørgen Dalskov, DTU Aqua.
13935 timers data er analyseret
DTU Aquas kameraer og sensorer har fra september 2008 til slutningen
af juli 2009 indsamlet data fra 5708 timers fiskeri. Ifølge de
officielle logbøger har fartøjerne i den periode været på havet i 16955
timer fordelt på 561 fangstrejser. Undervejs er der blevet fisket 1558
gange.
På nuværende tidspunkt har DTU Aqua behandlet og analyseret 81
procent af alle indsamlede data. Dette svarer til 13935 timers
sensoroptagelser – med et datatab på kun 2,1 procent.
”De indsamlede video- og sensordata har været af høj kvalitet.
Videoerne kan spoles frem og tilbage og afspilles i hurtig gengivelse,
så tidsforbruget kan minimeres væsentligt i forhold til at være med
ombord, samtidig med at man får præcise informationer om det reelle
fiskeri. Ved analyse af videooptagelserne er det let at genkende de
forskellige arter, så der sikres stor garanti for verificering af
fangstsammensætningen. Samlet set har hele systemet fungeret næsten
fejlfrit under hele projektet, og de data der er indsamlet er meget
pålidelige,” siger projektleder Jørgen Dalskov, DTU Aqua.
Mindre udsmid
For at indsamle viden om, hvorvidt elektronisk monitering på sigt kan
blive grundlag for en ny type fiskeriforvaltning, der bygger på at den
enkelte fisker får forøget sin fartøjskvote mod, at alle fangster – både
den del som landes og den del som discardes - skal dokumenteres og
afskrives på den enkeltes fisker kvote.
”De foreløbige analyser viser, at de fartøjer som deltog i projektet,
discardede færre fisk end andre fartøjer,” fortæller Jørgen Dalskov, DTU
Aqua.
I projektet deltog fartøjer hjemmehørende i Hanstholm, Hirtshals,
Gilleleje, Klintholm og Skagen. For nærmere oplysninger om de enkelte
fartøjer, følg link til webtema nederst.
Rapport nu online
Læs hele nyheden på DTU Aquas websted, hvor den afsluttende rapport
også kan downloades fra klokken 12:
Nyhed om
projektet:
Rapport om
projektet:
Rapporten præsenteres på Danfish-messen i Aalborg fra den 7.-9.
oktober 09 og på Det Internationale Havforskningsråds (ICES) årsmøde den
21. 25. september 09.
|