Aftaleparterne er enige om, at der i alt anvendes knap 300 millioner kroner
i 2010 til at styrke den fremtidige udvikling i fiskeri- og
akvakultursektoren.
”Med aftalen har vi sikret en stor fiskeriindsats for det kommende år og vi
har fået målrettet midlerne til fiskeriudvikling – bl.a. til de mest
miljøvenlige teknologier i akvakultur og innovation i
forarbejdningsindustrien”, siger fødevareminister Eva Kjer Hansen. ”Desuden
sikrer vi med aftalen en langsigtet løsning for de lokale aktionsgrupper i
fiskeriområderne”, siger Eva Kjer.
Parterne er enige om, at fiskerifondsprogrammidlerne i årene 2010-2013
fortsat anvendes til bæredygtig produktion i akvakultur og til fælles
initiativer, dvs. udviklingsprojekter inden for bæredygtig
fiskeriforvaltning, sporbarhed, kvalitet m.v. samt til investeringstilskud
til yngre fiskere. Videre vil der blive afsat midler til brug for
forbedringer af fiskefartøjers energieffektivitet m.v., jf. den såkaldte
”Brændstofpakke”. Der afsættes også et mindre beløb som tilskud til udgifter
om bord på de fiskerfartøjer, som deltager i kameraovervågningsforsøget. Som
led i Grøn Vækst aftalen afsættes ca. 17 millioner kroner til investeringer
i opdrætsanlæg, der anvender avancerede recirkulationsteknologier. Under
ordningen for forarbejdning vil der blive afsat forøgede midler til en
ordning rettet mod innovative investeringer.
Med aftalen afsættes også midler til lokale aktionsgrupper. Parterne er
enige om, at rammen fremadrettet skal fastholdes på nuværende niveau,
hvilket gør det muligt at planlægge langsigtet for aktionsgrupperne i resten
af programperioden. |