DTU Aqua har ved hjælp af radiosendere kortlagt første etape af
ålens gådefulde færd fra Europa mod Sargassohavet. Resultatet publiceres
i denne uge i Science.
Forskerne ledte
blandt mere end 100.000 levende ål fanget af irske fiskere for at
finde 22 store ål til mærkning. Ålene skal veje omkring 2 kg eller
mere for at være store nok til ikke at blive generet af mærket.
Foto: Kim Aarestrup.
Ålens gydevandring fra Europa til Sargassohavet er en af de mest
imponerende dyrevandringer i verden.
”På trods af at man har ledt efter svaret siden Aristoteles, så har
ingen hidtil vidst, hvad der sker, når de voksne ål forlader Europas
kyster hvert efterår. Det gør vi nu!”.
Kim Aarestrup, seniorforsker ved DTU Aqua, er en glad mand. Ved hjælp
af moderne teknologi har han sammen med kolleger løst et vigtigt led i
en gåde, som ingen hidtil har kunnet give svar på: Hvad sker der, når de
europæiske ål (Anguilla anguilla) hvert efterår vandrer ud fra de
europæiske floder og kyster? At forstå det er mere nødvendigt end
nogensinde, fordi ålen de seneste årti er gået voldsomt tilbage – uden
at nogen præcist kan forklare hvorfor.
For at aflure ålens gåder mærkede forskerne i forbindelse med
Galathea-ekspeditionen voksne europæiske ål med satellitmærker, som
registrerer lys, dybde og temperatur. De første ål blev mærket og sat ud
ved Irlands kyst i oktober og november 2006. I denne uge offentliggøres
resultaterne i Science.
Svømmer ikke den direkte vej
Forsøget har givet helt ny viden, som på mange måder har overrasket
den garvede åleforsker:
”For det første svømmer ålene ikke den direkte rute mod gydeområderne
i Sargassohavet. For det andet viser vores data, at ålen hver dag går
dybt ned i vandet for at gå tilbage mod overfladen igen om natten, et
dybde-skift på adskillige hundrede meter. Og for det tredje viser
resultaterne, at ålene på den første del af vandringen svømmer for
langsomt i forhold til at nå frem til Sargassohavet på det formodede
gydetidspunkt i april, ” sammenfatter Kim Aarestrup, DTU Aqua.
Fakta om ålemærkningenDet
er første gang på verdensplan, at man har prøvet at sætte de
elektroniske mærker på europæisk ål. For at kunne gøre det, har
det været nødvendigt at udvikle verdens mindste pop-up
satellit-sender, da mærket ikke må være større, end at ålen kan
svømme med det. Traditionelle akustiske mærker duer ikke til at
følge ålen, da rækkevidden af dem er for kort - kun ca. en
kilometer. De elektroniske mærker var "tidsindstillede", så de
blev frigivet efter 3 måneder og flød op til overfladen. Her
sendte de via en lille antenne de lagrede oplysninger om ålens
færden direkte til forskerne via en satellit. Forskerne valgte
at mærke ål i Irland, fordi ålene her skal svømme kortere før de
når dybt vand på vej mod Sargasso end ål, som fx kommer fra
Danmark skal. Forskerne ville gerne undgå at ålene var for længe
på lavt vand, hvor man risikerer, at de søger mod bunden og
måske sidder fast med udstyret, så det falder af. Forskerne
mærkede i oktober og november 2006 22 ål ved Irlands kyst og har
fået data tilbage fra 14 mærker, som er de data, der indgår i
Science-artiklen.
De ål, som nåede længst, var svømmet mere end 1000 km fra Irlands
kyst, da mærkerne blev frigivet og sendte data.
”Det er meget spændende, at resultaterne vi ser, viser at ålene ikke
tager den direkte rute mod Sargasso, men i stedet går i retning mod
Azorerne. Netop syd for Azorerne starter de syd- og vestgående
havstrømme væk fra Afrika med retning mod Sargasso,” fortæller han og
fortsætter: ”Måske får ålene senere ekstra fart på ved at finde netop
disse havstrømme. Det passer i hvert fald med en tidligere fremsat
teori.
”Vi kan selvfølgelig heller ikke udelukke, at vandmodstanden fra
selve mærket kan sænke ålens fart. Men for at minimere den usikkerhed,
har vi kun mærket de største ål vi overhovedet kunne få.
”Vi har også i det efterfølgende EU-støttede EELIAD- projekt mærket
ål med en anden type mærker, som man placerer i bughulen og som derfor
ikke giver vandmodstand. De første resultater af disse mærker bekræfter,
at ålen faktisk vandrer, som vi har beskrevet.” siger DTU Aqua-forskeren.
Går dybt om dagen
Data fra satellitmærkerne afslører, at ålen i løbet af døgnet bruger
energi på at bevæge sig op og ned i vandet. Om natten svømmer de i det
varmere vand på omkring 200 meters dybde for så ved daggry at dykke dybt
til det koldere vand på op til 1000 meters dybde.
”Det er også helt nye oplysninger, og vi kan kun spekulere på
årsagerne. Kan det være, fordi ålen udnytter temperaturforskellene til
at få den rette balance mellem varme, som holder kroppen i gang, og
kulde, som forhindrer, at den kønsmodner før den når frem til
gydeområderne? Vandet bliver varmere og varmere, efterhånden som ålene
nærmer sig Sargasso og måske er udsving i tryk og temperatur afgørende
for, at modningen sker på det rigtige tidspunkt. Vi ved det ikke, endnu.
Men det er oplysninger, som måske kan bruges i arbejdet med at opdrætte
europæisk ål i fangenskab, hvor man i dag er afhængig af at modne ålene
kunstigt ved brug af hormoner,” fortæller seniorforskeren.
Alvorlig situation
Kim Aarestrup ser de resultater, som han og forskergruppen nu
præsenterer i Science, som et vigtigt fundament at bygge videre på:
Den truede ål
Ifølge Det internationale
Havforskningsråd (ICES) er antallet af ål, som klarer at udvikle
sig fra ålelarver til glasål for at trække ind i de europæiske
søer, åer og fjorde, faldet drastisk de sidste 30 år. For hver
1.000 glasål, der kom ind for blot 30 år siden, kommer der i dag
blot 10
”Ålen er nærmest den eneste ægte paneuropæiske fisk, dvs. en fisk som
findes overalt fra nord til syd. Og samtidig ved vi faktisk utrolig lidt
om den. Når vi ikke har sluttet ålens livscyklus, kan vi heller ikke
vide, hvor vi præcis skal sætte ind for at redde arten fra den alvorlige
situation bestanden er i. Vi er stadig ikke nået hele vejen, men vi har
vist teknikken til at kunne få oplysningerne hjem.”
Kim Aarestrup var selv i forbindelse med Galathea-ekspeditionen med
til at lede efter gydemodne ål i Sargasso, uden held. Til næste år vil
en tysk ekspedition forsøge igen. Nu med den nye viden i bagagen.
”De beregninger, man har brugt hidtil, har ikke taget højde for, at
ålen bruger energi undervejs på at skifte dybde. Nu kan man opstille en
alternativ hypotese og sige, hvordan kommer de så derned, og hvis de gør
det sådan, hvor kan vi så forvente at de ender - og så lede dér,”
forklarer DTU Aqua-forskeren.
Mere på vej
Michael M. Hansen, tidligere professor ved DTU Aqua og nu
institutleder ved Biologisk Institut, Aarhus Universitet, var
koordinator for Galathea 3-åleprojektet og er medforfatter på artiklen i
Science. Han vurderer, at flere spændende resultater er på vej.
”Vi arbejder for tiden på flere andre videnskabelige artikler, som er et
direkte resultat af de analyser af ålelarver, vi indsamlede i
Sargassohavet. Blandt andet kan vi give et ret klart svar på, om der
findes én eller flere genetisk forskellige bestande af ål. Ålen er truet
i hele sit udbredelsesområde, og det er vigtigt at vide, om det er den
samme bestand, man høster af, når man fanger ål i f.eks. Spanien og
Danmark”.
Udbytte af Galathea
Artiklen om ålens gydevanding er den første Science-artikel, som
udspringer af resultater indsamlet på Galathea-ekspeditionen. Arbejdet
fortsætter nu under det EU-finansierede EELIAT-projekt, hvor Kim
Aarestrup og hans kolleger sidste år udsætte endnu 75 mærkede ål, hvoraf
der er kommet data tilbage fra 69. Dette forår og næste forår mærker Kim
Aarestrup og hans kolleger igen ål ved hhv. Sverige, Irland og Frankrig. |
