De norske redere er rasende på EU - Foto Benjamin M
”Dette nærmer sig en fiskekrig med EU” – så markant udtaler reder
Inge Halstensen sig, i egenskab af formand for den stærke
interesseorganisation Fiskebåtredernes Forbund.
Baggrunden for den markante udtalelse er den igangværende strid om
retten til makrelfiskeri i dele af Nordsøen. Siden 2. oktober har EU
forbudt norske fartøjer at fange i EU zonen, idet EU mener nordmændene
nu har opfisket årets kvote i dette farvandsområde.
”Vi skal naturligvis bidrage til der er en dialog med EU, og der bliver
gjort nogle afvejninger før vi har en fiskekrig, men samtidig skal vi
ikke lade os herse med” siger Halstensen ifølge e24.no
Ifølge rederiformanden har man med en modpart at gøre, der ikke har
opdragelsen til at holde indgåede aftaler. Ifølge e24.no antyder
Halstensen desuden, at EU´s fiskere kan blive holdt ude af norsk vand og
nægtes landingsmulighed i norske havne.
Ekspedisjonssjef Johan Williams fra Fiskeri- og kystdepartementet sagde
fredag til NTB, at Norge vil overholde indgåede aftaler året ud, og ikke
udelukke EU-fiskere fra norsk zone.
Fra nytår skal der forhandles en ny aftale på plads.