Det er grotesk og uacceptabelt – dansk fiskeri bliver smadret af
bureaukrati,” udtaler Svend-Erik Andersen, der er formand for Danmarks
Fiskeriforening
”EU-Kommissionen og det svenske formandskab for EU vil trække komplet
ubrugelig lovgivning ned over hovedet på fiskerne,” siger han.
Hvis der vedtages en ny
kontrolforordning betyder det bl.a.:
-
Kravene til fiskernes
logbøger bliver så stramme, at de ikke kan overholdes i praksis
-
Krav om
satellitovervågning for små fartøjer og elektronisk logbog
-
Der indføres meget høje
bøder og et straffesystem, som kan betyde tre måneders forbud mod
fiskeri med et fartøj
-
Landinger skal anmeldes
4 timer i forvejen
-
Forbud mod omladning
På EU-fiskeriministrenes møde i næste uge i Luxembourg vil
EU-Kommissionen og Sverige, der har formandskabet for EU, have vedtaget
en ny lovgivning om fiskerikontrollen, og inden jul skal der også
vedtages ny lovgivning om de tekniske regler, der gælder for fiskeriet i
Nordsøen, Skagerrak og Kattegat.
I Danmark har vi den mest effektive fiskerikontrol i EU. Det er gang på
gang påvist i internationale analyser. Kontrollen er imidlertid ikke
lige så effektiv og omfattende i andre lande. Det forsøger
EU-Kommissionen at råde bod på ved at få gennemtrumfet en ny forordning,
altså lovgivning, om fiskerikontrol.
Danmarks Fiskeriforening har over for fødevareministeren og over for
EU-Kommissionen gjort opmærksom på, at når hele EU’s fælles
fiskeripolitik skal revideres pr. 1. januar 2013, er det naturligt at
tage kontrollovgivningen op samtidig, således at de forskellige dele af
fiskeripolitikken hænger naturligt sammen. Fødevareminister Eva Kjer
Hansen er i øvrigt enig i dette standpunkt.
Danmarks Fiskeriforening har i det seneste år haft et omfattende arbejde
med kontrolforordningen sammen med Fødevareministeriet, men der er kun
ændret ganske få og små ting i lovforslaget, fordi EU-Kommissionens
embedsmænd ikke er i stand til at forholde sig til virkeligheden i denne
sag.
Sammen med de andre europæiske fiskere har Danmarks Fiskeriforening
rettet direkte henvendelse til EU-Kommissionens formand for at få
fiskerikontrolforslaget taget af bordet.
Hvis forslaget til tekniske ændringer bliver vedtaget, betyder det bl.a., at:
-
Det danske industrifiskeri får så stramme regler om bifangst, at store dele
af fiskeriet stoppes
-
Kravene til fiskeredskaberne (trawl) ændres uden bund i virkeligheden
-
Skagerrak/Kattegat-fiskeriet vil miste en meget betydelig del af fangsterne
pga. redskabsregler
Ovenstående er blot nogle af de foreslåede regler, men der er mange andre på
en lang række områder.
”Det ville være i alles interesse, hvis man brugte kræfterne på at få den
nuværende lovgivning til at virke i alle lande, inden nye umulige krav
bliver gennemført”, siger Svend-Erik Andersen og fortsætter:
”I dansk fiskeri vil vi meget gerne være med til at opretholde en effektiv
kontrol, men hverken vi eller vores fiskerikontrolmyndigheder kan leve med
en lovgivning, der simpelthen ikke kan overholdes.”
I 1998 blev der vedtaget nogle tekniske regler for fiskeriet. Det er
bestemmelser om fiskeredskaber, om størrelsen på fisk, der må landes, om
bifangster, om lukkede områder osv. Disse bestemmelser har været på
forhandlingsbordet mange gange, fordi de skal føres up-to-date. Det var
forudset, at vi skulle have god tid til at få bestemmelserne forhandlet, men
lige pludselig efter sommerferien dukkede nye papirer op til vedtagelse i
år.
”Hvis det så bare havde været en modernisering af reglerne, så de blev
regionaliseret og var til at arbejde med, så kunne vi forstå det. Men
man har sneget markante ændringer ind, som dansk fiskeri ikke kan leve
med,” siger Svend-Erik Andersen.
Danmarks Fiskeriforening har over for Fødevareministeriet og på møde i
Bruxelles med EU-Kommissionens repræsentanter gjort opmærksom på, at
forslaget om tekniske regler ikke er færdigbearbejdet.
Formanden Svend-Erik Andersen tilføjer:
”Vi har direkte anbefalet EU-Kommissionen at foreslå en overordnet
rammelovgivning, som ministerrådet kan vedtage ud fra de nuværende regler.
Så kan vi i ro og mag stykke nogle regionale, specifikke regler sammen næste
år,”
Afsluttende siger Svend-Erik Andersen om den aktuelle situation i dansk
fiskeri:
” Vi har igennem de seneste år været igennem en omstrukturering, hvor vi har
fået færre fartøjer. Det har betydet større kvoter til de enkelte fartøjer
og har også ført til en lang række nybyggede fartøjer til fiskeriet. Alle de
betydende fiskebestande for dansk fiskeri er i stigning: torsk, rødspætter,
tunger, hummer, tobis, brisling, og det er glædeligt. Prismæssigt er vi
desværre i bund, som mange andre fødevarer, men vi må håbe, det retter sig
igen.
Det er helt ufatteligt, at et velfungerende fiskerierhverv - hvor flåden er
skåret ned, så den passer til det, vi må fiske – skal mishandles af
havdagebegrænsninger, der gør det umuligt at fange kvoterne, tekniske
regler, som ikke har noget med den virkelige verden at gøre, og
kontrolregler, som er umulige at overholde.”
|