|
Samtidig med, at danske fiskere året igennem har haft problemer
med priserne på rødspætter og væsentlige mængder er taget ud af
markedet, fordi de ikke har nået mindsteprisen, så stiger salget af den
billige vietnamesiske opdrætsfisk pangasius til danske forbrugere.
Det
var baggrunden for, at Danske Fiskeres Producent Organisation i
forsommeren besluttede at få undersøgt nogle prøver på pangasius og
sammenlignet dem med typiske danske rødspætter og torsk. Og resultaterne
af analysen viser tydelige forskelle, konstaterer Kurt Madsen, der er
formand for Danske Fiskeres PO.
- Der er ikke
ret meget af de sunde fedtsyrer i pangasius, sammenlignet med
rødspætter, og vi er nødt til at gøre opmærksom på, at dansk fisk er
væsentligt sundere end opdrætsfisken. Men hvis danske forbrugere ønsker
en fødevare, der ikke smager af noget, og som heller ikke har den
sundhedsværdi, som man ellers regner med, at fisk har, kan vi ikke gøre
ret meget ved det, siger Kurt Madsen. |