Ifølge beregninger fra september i år, stod danske fiskere til at
miste en tredjedel af deres dage til havs. Nu er fødevareministeren og
Kommissionen blevet enige om et nyt beregningsgrundlag, der sikrer
danske fartøjer deres fiskedage.
Foto H.Hjermitselv
EU-Kommissionen lagde i september op til at reducere danske
fiskeres såkaldte kW-dage med op til en tredjedel. Oplægget byggede
imidlertid på forkerte data, og fødevareminister Eva Kjer Hansen oplyser
efter at have været i kontakt med Kommissionen, at danske fiskere ikke
skal frygte den bebudede reduktion.
”Vi har sammen med Kommissionen fundet en god løsning på et problem, der
kunne have givet danske fiskere store vanskeligheder, og vi har siden
Kommissionens udspil blev kendt haft et godt forløb, hvor vi hele tiden
har været i dialog med fiskerierhvervet om sagen” siger fødevareminister
Eva Kjer Hansen.
På rådsmødet i Bruxelles i den kommende uge skal EU's fiskeriministre
diskutere fiskeriets rammevilkår i 2010. På mødet skal der blandt andet
træffes beslutning om bedre muligheder for selektivitet i fiskeriet ved
hjælp af nye maskestørrelser og om begrænsning af udsmid.