|
|
|
 xx |
|
 xx |
|
|
Kommissionen åbner debatten om fiskerimulighederne for 2010
|
|
|
|
Europa-Kommissionen gjorde i dag rede for, hvordan den mener
fiskerimulighederne i EU's farvande bør fastsættes for 2010. Den opridser i
et høringsdokument, hvilken metode den vil følge for at fastsætte de samlede
tilladte fangstmængder (TAC'er) og fiskeriindsatsbegrænsningerne for det
kommende år. Den fremhæver, at der kun er sket langsomme fremskridt med
genopretningen af bestandene siden reformen af den fælles fiskeripolitik i
2002. En af grundene hertil er, at fiskerimulighederne konsekvent er sat for
højt i forhold til de pågældende fiskebestande. Som resultat heraf er over
80 % af EU's bestande nu overfiskede, sammenlignet med gennemsnittet globalt
på 28 %. På den anden side er flere langsigtede planer blevet gennemført med
succes med deraf følgende tegn på genopretning af bestandene. Kommissionen
foreslår derfor en mere fleksibel ændring af TAC'erne fra år til år, så der
kan indføres mere effektive genopretningsforanstaltninger for overfiskede
bestande. Medlemsstaterne og interesseparterne opfordres til at komme med
kommentarer til Kommissionens nye metode inden den 31. juli. Kommissionen
vil derefter fremsætte formelle forslag i efteråret, som skal vedtages af
Rådet inden årets udgang. |
|
|
|
|
Kommissær Joe Borg sagde ved denne lejlighed: "Situationen er alvorlig
som følge af overfiskningen, men de flerårige forvaltningsplaner
fungerer, og nogle bestande viser allerede tegn på genopretning. Dette
betyder, at den langsigtede tilgang er den rette vej, og at forsvarlig
forvaltning altid fungerer. Jeg er fast besluttet på at sikre en holdbar
fiskeristrategi, der bygger på langsigtet planlægning, videnskabelig
rådgivning og dialog med branchen, og som kan genoprette produktiviteten
i vores have."
Meddelelsen indeholder en vurdering af den nuværende tilstand for EU's
fiskeressourcer, der er drastisk overfiskede sammenlignet med de fleste
andre regioner i verden. Dernæst forklares det, at EU-fiskeriets bidrag
til den europæiske økonomi og fødevareforsyning nu er langt mindre end
tidligere. Hvad der bekymrer endnu mere er, at videnskabsmændene ikke
kender tilstanden for omkring 59 % af bestandene, hovedsagelig på grund
af unøjagtige fangstopgørelser.
Der kræves flere ændringer for at rette op på denne situation. For det
første skal fiskerimulighederne fastsættes i overensstemmelse med den
fiskeridødelighed, der vil give det største udbytte fra bestanden på
lang sigt. For alvorligt overfiskede bestande giver en årlig begrænsning
i TAC-udsvinget resultater, der på længere sigt strider mod industriens
interesser. For disse bestande foreslår Kommissionen derfor en mere
fleksibel tilgang til de årlige TAC-udsving, baseret på rådgivning fra
Kommissionens Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri
(STECF). For bestande med et lavt biomasseniveau foreslås det, at
TAC'erne reduceres med op til 20 % pr. år, så længe fiskeridødeligheden
ikke stiger. For bestande, der er genoprettet ud over det niveau, der
giver det højeste udbytte, kan TAC'erne øges med op til 25 % pr. år.
Omvendt bør TAC'erne reduceres med mindst 25 %, når STECF anbefaler
nulfangst. For bestande, for hvilke der ikke foreligger en analytisk
vurdering, tages metoden op til revision i lyset af ny videnskabelig
rådgivning og efter høring af interesseparterne.
I høringsdokumentet gentager Kommissionen endvidere, at den agter at
udfase udsmid. I 2009 tages der vigtige skridt til at løse problemet med
udsmid: highgrading (dvs. udsmid af kommercielle fisk til fordel for
større eller mere værdifulde fisk) er blevet forbudt i Nordsøen og
Skagerrak, fiskeriindsatsen er mindsket yderligere som led i flerårige
planer, og der er igangsat pilotundersøgelser med sigte på yderligere
reduktion af udsmid. Der foreslås opfølgende foranstaltninger for 2010.
TAC'er og kvoter skal også respektere EU's internationale forpligtelser
og bestemmelserne i de langsigtede forvaltningsplaner. Med denne
meddelelse ønsker Kommissionen at bane vejen for en oplyst debat med
interesseparterne om de basisprincipper, som bør ligge til grund for
Kommissionens forslag om fiskerimuligheder for næste år.
Der fastsættes hvert år TAC'er for Østersøen, Sortehavet og det
nordøstlige Atlanterhav, herunder Nordsøen. TAC'er for dybhavsarter
fastsættes hvert andet år. Fiskeriet i Middelhavet forvaltes ikke med
fangstgrænser, med undtagelse af almindelig tun.
|
|
|
|
FiskerForum - 12. maj 2009 |
|
|
|
 xx |
|
 xx |
|
|
|
|