|
|
|
 xx |
|
 xx |
|
|
100 mio. til grøn vækst i akvakultur
|
|
|
|
Regeringen styrker miljøvenligt opdræt af fisk med 100 mio. kroner og
nedsætter et akvakulturudvalg, der skal komme med anbefalinger til, hvordan
erhvervet kan vokse sig større, mens miljøregningen bliver mindre. |
|
|
|
|
Akvakulturerhvervet får med aftalen om Grøn Vækst en
ferskvandsindsprøjtning på 100 mio. kroner. Formålet er at gøre
dambrugene grønnere, så der kan produceres flere fisk i miljøvenlige
opdrætsanlæg.
Tilskudspuljen på 100 mio. kroner kan søges til omlægning af dambrug i
perioden 2010-2015. Puljen på består af et nationalt investeringstilskud
på 50 mio. kroner suppleret med 50 mio. kroner fra Den Europæiske
Fiskerifond.
Støtteordningen gælder omlægning til de mest avancerede
dambrugsteknologier, som modeldambrug type 3 og fuldt recirkulerede
anlæg (FREA), og kan operere med en støtteprocent på 40 procent
begrundet i de større miljøfordele og investeringsusikkerheder, der er
forbundet med denne type anlæg. Den normale tilskudssats er max. 30
procent.
To ministre bag akvakulturudvalg
I forlængelse af Grøn Vækst nedsætter miljøminister Troels Lund
Poulsenog fødevareminister Eva Kjer Hansen nu et akvakulturudvalg.
Udvalget skal afslutte sit arbejde i foråret 2010 og komme med
anbefalinger om, hvordan akvakulturerhvervets og regeringens ønske om
vækst kan ske under hensyntagen til vandmiljøet og regeringens Grøn
Vækst målsætning om en betydeligt forbedret balance mellem produktion og
miljøpåvirkning.
Miljøminister Troels Lund Poulsen (V) siger:
”Akvakulturudvalget skal komme med anbefalinger om, hvordan vi løser de
centrale problemstillinger, der typisk er forbundet med at øge
produktionen i et erhverv, der traditionelt ligger i værdifulde
naturområder. I udvalget får vi de forskellige aktører på banen, så der
kan skabes en fælles forståelse af, hvordan vi fremover imødekommer
ønsket om både vækst og hensyn til naturen.”
Miljøministeren har udpeget den tidligere miljøordfører fra SF, Jørn
Jespersen, til formand for akvakulturudvalget. Udvalget vil foruden
repræsentanter for de to ministerier bestå af repræsentanter for Dansk
Akvakultur, Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Sportsfiskerbund,
KL og Ferskvandsfiskeriforeningen.
Omlægning er i gang
Akvakulturerhvervet er visse steder allerede i gang med en omlægning til
nye mere miljøvenlige produktionsformer, hvor bl.a. udledningen af
næringsstoffer, i forhold til de gamle anlæg er kraftigt begrænset.
Fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) siger:
”Dansk Akvakultur har et stort vækstpotentiale både som afsætter på
hjemmemarkedet og i resten af verden. Vi har allerede teknologien, så en
øget produktion kan baseres på de nyeste miljøteknologier og endda
mindske miljøbelastningen. Vi skal derfor blandt andet være hurtigere
til at give virksomhederne de nødvendige tilladelser, og jeg ser frem
til resultaterne af udvalgets arbejde.”
Parallelt med udvalget nedsættes der mellem Fødevareministeriet og
Miljøministeriet en arbejdsgruppe, der skal arbejde for, at gøre
godkendelsessystemet mere enstrenget, enkelt og opdateret i forhold til
de nyeste produktionsteknologier.
|
|
|
|
FiskerForum - 23. juni 2009 |
|
|
|
 xx |
|
 xx |
|
|
|
|