|
Fra flere og flere lyder der skarp kritik at kW
dags ordningen, som truer med at tage livet af en stor gruppe fiskere.
Baggrunden er, at fiskerne presses fra mange sider.
De seneste år har mange investeret i nye kvoter – samtidig er
markedsprisen for de fleste fiskearter faldet. Nu trues fiskerne også på
muligheden for at komme på havet og udnytte produktionsapparatet. Mange
må se i øjnene, at der i givet fald skal foretages yderligere
investeringer i kW dage, før de får mulighed for at fange de fisk, de
har investeret i.
Danmarks Fiskeriforenings formand, Svend-Erik
Andersen, har tidligere vurderet, at kW problematikken ser værst ud i
Kattegat, hvorimod Skagerrak og Nordsøen ikke byder på samme
problemstilling.
Den holdning deles ikke blandt foreningens menige
medlemmer. En erfaren fisker fortæller til Fiskerforum, at han endnu
ikke har mødt en kollega, der mener at have en tildeling der rækker, i
forhold til det aktuelle behov.
En anden fisker peger på, at Danmarks
Fiskeriforenings hovedbestyrelse har sagt ja til noget forkert. Når
ophugningskravene er opfyldt, bør der ikke fortsat drøftes beskæringer.
Han mener desuden, at såfremt ordningen gennemføres, vil det betyde en
voldsom koncentration af kvoter på et minimum af skibe: ”En række Nordsø
fartøjer bliver totalt afhængige af et godt brisling fiskeri. Når dette
fiskeri svigter, vil de pågældende skibe være færdige”, forklarer
fiskeren over telefonen.
Formanden for Hanstholm Fiskeriforening, Jan
Hansen, udtaler til Fiskeritidende:”Man siger, at flere fiskebestande er
blevet bæredygtige. Men for os fiskere er fiskeriet ikke bæredygtigt
længere”
Sagen har fået fornyet aktualitet efter at Danmarks
Fiskeriforening inviterede til debatmøde d. 25. jan. Og senest lørdag,
da formanden for Grenå Fiskeriforening, Leif Hansen, valgte at trække
sig fra tillidsposten grundet en forestående konkurs. Den erfarne fisker
oplyste, at han efter flere forhandlinger med sin bank havde fået
opstillet en række krav for fortsat drift, som han hverken kan eller vil
opfylde. På Fiskerforums debatsider har en række menige medlemmer
desuden udtrykt stærk utilfredshed med ordningen.
|