Det hele startede for 5 år siden, da en trawlproducent
efterspurgte et kamera, der kunne bruges til at analysere, hvordan deres
udstyr fungerede mens det var i spil.
Den opgave påtog elektronik-firmaet JT electric sig på Færøerne. ”Vi
valgte at starte en udvikling på et produkt, som i dag arbejder på samme
opgave, men forhåbentlig er blevet bedre til at løse den,” siger Runi
Petersen salgs- og projektingeniør fra JT electric, der mener at
opgraderingen til Full HD billedkvalitet er en væsentlig forbedring af
deres produkt.
I dag er det dog ikke kun trawlproducenter, der efterspørger
produktet, men også erhvervsfiskerne, og andre med tæt tilknytning til
fiskeriet eller havet. Blandt andet bruger det færøske
forskningsinstitut Havstovan trawlkameraet, når de indsamler data om
fisks levestandarder i de færøske farvande.
Frank Vargas fra American Seafoods Company fortæller på JT electric
hjemmeside, at deres virksomhed bruger Trawlkameraet til at reducere
bifangst og discard, og til at optimere bæredygtigt fiskeri.
Det store færøske fartøj VN 123 Arctic Viking benytter også kameraet,
som en naturlig del af de redskaber de bruger til at optimere fangsten,
og fange så mange fisk som muligt.
”Vi får rigtig gode tilbagemeldinger fra vores kunder, og vi mener at
have fremstillet et unikt produkt, som kan være med til at fremme et
bæredygtigt fiskeri,” siger Runi Petersen, som håber at øge kendskabet
endnu mere til deres produkt i Skandinavien. |