Besøg vores mobil side
 .

1,3 hektar stort stenrev etableres ved Gilleleje Flak

Udgivet af FiskerForum den 09-09-2016 · info@fiskerforum.dk

Stenrevet bliver et af de første konkrete resultater af regeringens Naturpakke. Det vil koste ca. 18 mio. kroner – heraf forventes 11 mio. kroner at komme fra EU-Life, en fond under EU, som støtter naturprojekter.

Esben Lunde Larsen orienterede i dag Gribskov kommune om, at ministeriet søger EU-støtte til at genoprette et stenrev ud for Gilleleje. Det skal øge biodiversiteten og gavne turismen.



Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning vil i næste uge sende en officiel ansøgning til EU om støtte til at etablere et 1,3 hektar stort stenrev ved Gilleleje Flak. Stenrevet vil tiltrække fisk og planter og kan blive et nyt rekreativt område for Nordsjælland.



Det fortalte miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, da han i dag mødtes med Gribskov kommunes borgmester, Kim Valentin, for at drøfte generelle forhold om fiskeriet ved Gilleleje.



»Vi sætter nu gang i et stort projekt, der skal øge biodiversiteten i området, så vi får en større mangfoldighed af dyr og planer ud for Gilleleje. Jeg håber, at det også vil blive et lille turisteventyr til havs. Og at det vil blive et nyt udflugtsmål for dykkere, der vil opleve det mangfoldige liv omkring revet,« siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.



Stenrev etableres i Natura 2000 område


Stenrevet placeres i området, Gilleleje Flak og Tragten, et 15.000 ha stort Natura 2000 område. Det bliver bygget op i varierende højder, helt op til fire meter, med mange små huler, der kan tiltrække forskellige slags fisk, men også søanemoner. krabber og andre bunddyr



»Vi bygger revet af hensyn til biodiversiteten, så vi får flere fisk i området. Man kan håbe, at det også vil give nye interessante muligheder for fritidsfiskere. Måske vil det ligefrem smitte af på mulighederne for fiskeri i et større område,« siger Esben Lunde Larsen.



Stenrevet forventes færdigt i 2019.



Kilde: Miljø- og Fødevareministeriet


FiskerForum.dk


1,3 hektar stort stenrev etableres ved Gilleleje Flak - del gerne med dine facebook venner.


© 2017 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.cominfo@fiskerforum.com • Tlf +45 9731 1946 Cookie- og privatlivspolitik

FiskerForum er drevet af Apollomedia

*/