Besøg vores mobil side
 .

Fhv. fiskeskipper fra Skagen er ikke mere

Udgivet af FiskerForum den 12-01-2015 · info@fiskerforum.dk

Det er Fekke (Jens Frederik Hjermitslev) der pludseligt er gået bort, torsdag den 8. januar 2015 efter et virke i næsten 60 år i og omkring fiskeriet i Skagen.

Fekke blev født i 1930, som søn af fiskeskipper Johan Hjermitslev. Han startede med fiskeriet, som kun 15 år gammel lige efter krigen. Fem år senere havde han taget fiskeskippereksamen og små seks år senere igen, satte Fekke foden på eget dæk for første gang.



Den erhvervsaktive periode som fisker, sluttede for godt 20 år siden. Fekke sejlede sin trawler S 115 Rosa Henriette til ophugning i Esbjerg og afsluttede derved et fiskeri igennem mere end 40 år. Et fiskeri der var startet tilbage i begyndelsen af halvtredserne med et fireårigt forsøgsfiskeri, så langt væk som ved Peru`s kyster og som sidenhen bragte Fekke tilbage til Danmark og de vante hjemmelige kyster.



Efter at have eget fartøj fra1960, som blev skiftet i 1967 til et nyt og noget større trawler, købte Fekke i 1970 en østtysk trawler af en svensk skipper, som med de foregående fartøjer, både fik nummer og navn S 115 Rosa Henriette. Den over 100 fod store trawler bragte Fekke sikkert rundt i de danske farvande, sunde og bælter, efter konsum og industrifisk. Fekke fiskede med Rosa Henriette både i Nordsøen, Kattegat og Østersøen indtil 1984, som sidetrawler, hvorefter den blev ombygget til semitrawler og hvorefter den igen blev ombygget i 1988 med nyt styrehus, shelterdæk og hæk.



Livet omkring fiskeriet


Jens Frederik Hjermitslev (Fekke), styrede til det sidste Vragguiden samt Skagensiden.dk med S-numre og udgav i 1997 bogen ”Havet sletter alle spor” med hjælp fra FF Skagen. Bogen omhandler alle vrag i Skagerrak og det nordlige Kattegat, dvs. grænsen fra Skagen Fyr til Tislerne Fyr og Hanstholm Fyr til Lindesnæs Fyr, ud til 100 favne vand.



Websiden Vragguiden er èn af Danmarks største vragdatabaser, med informationer om flere end 4500 vrag i danske og skandinaviske farvande. Mange af positionerne kommer fra Dykinfo og er blevet opdateret med informationer fra brugerne, som har lagt kommentarer, rettelser og billeder ind på vragene. Ligeledes er Websiden S-numrene på Skagensiden, igennem mange år været flittigt benyttet af områdets fiskere, som et stabilt opslagsværk over Skagens Fartøjer igennem tiderne.



Jens Frederik Hjermitslev (Fekkes) vid og engagement vil blive savnet i fiskerikredse.



Begravelsen finder sted fra Skagen Kirke onsdag den 14. januar klokken 12.30



FiskerForum.com


Fhv. fiskeskipper fra Skagen er ikke mere. Del gerne med dine fb venner


© 2017 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.cominfo@fiskerforum.com • Tlf +45 9731 1946 Cookie- og privatlivspolitik

FiskerForum er drevet af Apollomedia

*/