Besøg vores mobil side
 .

Fransk besøg i Hvide Sande.

Udgivet af FiskerForum den 25-11-2010 · info@fiskerforum.dk

I uge 45 besøgte en fransk gruppe af offshore- og ambassadefolk og fiskere for 8. gang i år Hvide Sande Havn.

Turen gik til Hvide Sande og Esbjerg, da franskmændene skulle se Horns Rev 1 og 2, som et positivt eksempel på, at de forskellige erhverv godt kan enes og have en fornuftig dialog med hinanden. ”Turene går i al sin enkelthed ud på at berede vejen for franske fiskere og offshore-interessenter og politikere, så alle blive hørt og tilgodeset i kommende aftaler og beslutningsprocesser om offshore vindmølleparker i Frankrig. Franskmændene står i dag med den kendsgerning, at inden 2020 skal 6000 megaWatt produceres gennem offshore vindenergi,” siger projektkoordinator, Pia Levysohn fra Den Danske Ambassade.

Den Danske ambassade i Paris arrangerer turen for franskmændene, så man får kontakt til de rigtige og aktuelle personer og virksomheder. Ekskursionen indebar bl.a. diverse foredrag på Fiskerriets Hus, virksomhedsbesøg ved Frydendahl Fiskenet, fiskeauktion klokken syv om morgenen, overværelse af losning på Nordhavnen, hvor danske fiskere bød deres franske kollegaer ombord til dialog og fremvisning af, hvordan losning af brisling i Hvide Sande finder sted. Derudover spiste de franske gæster på Restaurant Under Broen, Røgeriet, og Hvide Sande Sømandshjem, hvor de også var indlogeret. Et planlagt besøg ved Hvide Sande Vodbinderi måtte aflyses på grund af franskmændenes stramme program.

En stolt ambassade-ansat.
”Vi er blevet ved med at komme til Hvide Sande, da samarbejdet med Hvide Sande Havn og servicevirksomhederne fungerer rigtig godt. Alle steder bliver vi taget rigtig godt imod og servicen er helt i top,” siger Pia fra den Danske Ambassade og fortsætter: ”Man er faktisk en stolt ambassade-medarbejder, når man oplever denne modtagelse og hjælpsomhed i alle tænkelige situationer.” Pia Levysohn fremhæver Havnechef Erik Clausens forarbejde og de danske fiskere, som landede fisk en sen aften, men alligevel tog sig tid og var imødekommende over for deres franske kollegaer.

Hvide Sande Havn videregiver gerne.
Hvide Sande Havn er med til at stå for organiseringen og planlægning af turen, og Erik Clausen ser også den franske tilbagevenden som et tegn på tilfredshed og opfyldelse af gæsternes forventninger.
”Hver gang har der været forskellige erhvervsfolk, journalister og fiskere med. Og den sidste tur blev netop oprettet, idet fiskere fra sydområdet informerede fiskerne i Bretagne-området om den positive, informationsrige og brugbare oplevelse,” beretter Erik Clausen, som står klar til at modtage endnu en delegation til foråret 2011.
”Vi er en af Danmarks mest moderne fiskerihavne med en lang og erfaringsrig historie i bagagen. Derfor videregiver vi gerne vore oplevelser og erfaringer til interessenter,” siger Erik Clausen, som i øvrigt lige har haft besøg af Transportministerens havnelovudvalg, som har til opgave at komme med forslag til en ny havnelov.

Kilde: FiskerForum.com

Syntes du om artiklen - så huske at like den på Facebook - så dine venner også får mulighed for at læse den.


© 2017 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.cominfo@fiskerforum.com • Tlf +45 9731 1946 Cookie- og privatlivspolitik

FiskerForum er drevet af Apollomedia

*/