Besøg vores mobil side
 .

Hanstholm Elektronik udvider igen

Udgivet af FiskerForum den 13-03-2014 · info@fiskerforum.dk

Hanstholm Elektronik har overtaget Skibselektro Skagen, som i mange år har været drevet af Kurt Bengtsen. Dermed fortsætter Hanstholm Elektronik knopskydningen, der tidligere har ført til åbning af nye afdelinger i Esbjerg og i Lindø Industripark.

”Vi har haft mange gode opgaver i Skagen gennem de senere år, ikke mindst i samarbejde med Karstensens Skibsværft. Nu er tiden inde til at høste de fordele, der ligger i at være permanent til stede i en aktiv havn som Skagen,” siger administrerende direktør Ole Østergaard, Hanstholm Elektronik.


”Når det samtidig kan ske ved at overtage en veldrevet forretning med en perfekt beliggenhed, er det oplagt, at vi kan få et godt udbytte af satsningen. Vi er så heldige, at Kurt Bengtsen flytter med over og bliver ansat i Hanstholm Elektronik. Samtidig bytter han og hans medarbejder Jan Hjortsberg plads, så det bliver Jan, der er daglig leder af afdelingen i Skagen.


Dermed kan vi udnytte det store lokalkendskab og det netværk, Kurt og Jan har opbygget – samtidig med, at ekspertisen og fleksibiliteten fra Hanstholm Elektronik nu permanent er til rådighed i Skagen. Her har flere kunder ønsket, at vi ville etablere os fast, og det er sket nu,” siger Ole Østergaard.


Hanstholm Elektronik har nu 75 medarbejdere
Han har de bedste erfaringer fra de tidligere etableringer af nye afdelinger i Esbjerg og på Lindø. Her har Hanstholm Elektronik oplevet stor kundetilgang umiddelbart efter etableringen, og begge steder er antallet af medarbejdere udvidet siden starten. I alt beskæftiger Hanstholm Elektronik nu 75 medarbejdere, der løser opgaver overalt på kloden.



Fleksibilitet og 24/7 - 365 dage - elektronikfirmaets største konkurrencefordel



”Vores fleksibilitet er vores absolut største konkurrencefordel,” siger Ole Østergaard. ”Vi har åbent 24 timer alle årets 365 dage og vi møder op dér, hvor opgaven skal løses – uanset om det er på havnen i Grenå eller i Australien,” siger Ole Østergaard.


.
.

Hanstholm Elektronik er i dag en af landets førende virksomheder inden for maritim el og elektronik i forbindelse med nybygninger, reparation og service. Den store og meget afvekslende opgavemængde giver virksomhedens medarbejdere bred erfaring. Blandt de faste kunder er flere værfter i Danmark og i Norge, og medarbejdernes kompetencer holdes skarpe i kraft af, at de altid er i berøring med det nyeste udstyr og den seneste udvikling inden for el og elektronik til den maritime verden.


Kilde: Hanstholm Elektronik
FiskerForum.com



Syntes du om artiklen - så huske at like den på Facebook - så dine venner også får mulighed for at læse den.


© 2017 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.cominfo@fiskerforum.com • Tlf +45 9731 1946 Cookie- og privatlivspolitik

FiskerForum er drevet af Apollomedia