Besøg vores mobil side
 .

Hanstholm firma etablerer afdeling I Esbjerg

Udgivet af FiskerForum den 16-11-2012 · info@fiskerforum.dk

Hanstholm Elektronik åbner afdeling i Esbjerg og bringer dermed virksomheden tættere på eksisterende kunder i de sydlige vestkysthavne.

Hanstholm Elektronik fortsætter væksten og åbner nu en afdeling i Esbjerg. Med etablering af en afdeling i Esbjerg får Hanstholm Elektronik en base for at kunne yde en endnu bedre betjening til kunder i hel den sydjyske region. Ikke alene kommer virksomheden tættere på de maritime kunder i Esbjerg – også kunder i Hvide Sande tænkes i fremtiden at blive serviceret fra afdelingen i Esbjerg.

Afdelingen åbner i Fiskerihavnsgade 9 i Esbjerg. Hanstholm Elektronik har købt ejendommen, der nu udstyres med værksted, lager m.v. – samt med 5 nye medarbejdere: Jesper Jacobsen, der er afdelingsleder, aut. elinstallatør Bent Aarup, Thomas Ahrenkiel Nikolajsen samt Rasmus Bagge Hansen og Jesper Bendorff. Afdelingen tilbyder det fulde sortiment af serviceydelser inden for maritim el og elektronik.

”En etablering i Esbjerg er et helt naturligt skridt i udviklingen af Hanstholm Elektronik,” siger administrerende direktør Ole Østergaard. ”Vi har mange faste kunder i området, og dem kan vi i fremtiden udvide samarbejdet med – simpelt hen ved at være tættere på,” siger Ole Østergaard.

Tidligere i år åbnede Hanstholm Elektronik en afdeling i Lindø Industripark. Med den nye afdeling i Esbjerg beskæftiger virksomheden nu 75 medarbejdere.

Hanstholm Elektronik er i dag en af landets førende virksomheder inden for maritim el og elektronik. Rollen som total leverandør på dette felt bygger på 35 års erfaring, et højt fagligt niveau samt en unik fleksibilitet med døgnvagt alle årets 365 dage og udstationering af medarbejdere, når opgaven kræver det.

Den store og de meget afvekslende opgavemængder giver virksomhedens medarbejdere en bred erfaring. Blandt de faste kunder er der flere værfter i Danmark og i Norge, og medarbejdernes kompetencer holdes skarpe i kraft af, at de altid er i berøring med det nyeste udstyr og den seneste udvikling inden for el og elektronik til den maritime verden.

Med de 75 medarbejdere har Hanstholm Elektronik nået en størrelse, der tillader stor fleksibilitet og giver mulighed for altid at kunne sende et specialiseret hold ud for at løse opgaven. Det kan være en hastende reparation, en nybygning eller en montage opgave et hvilket som helst sted på kloden.


Kilde: Hanstholm Elektronik
FiskerForum.com

Syntes du om artiklen - så huske at like den på Facebook - så dine venner også får mulighed for at læse den.


© 2017 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.cominfo@fiskerforum.com • Tlf +45 9731 1946 Cookie- og privatlivspolitik

FiskerForum er drevet af Apollomedia