Besøg vores mobil side
 .

Hirtshals Havn fremviser vækst igen i 2011

Udgivet af FiskerForum den 10-02-2012 · info@fiskerforum.dk

I 2011 viste Hirtshals Havn igen for femte år i træk fremgang på lastbilstrafikken. Antallet af lastbiler over Hirtshals Havn udgjorde i 2011 130.000, hvilket er en fremgang på 7000 enheder i forhold til 2010.

Væksten i lastbilstrafikken er et godt billede på den generelle udvikling, der har kendetegnet Hirtshals Havn i 2011. Havnen har registreret vækst på alle dele af transportaktiviteterne. Godstransporten ud-gjorde i 2011 samlet 1,35 mio. tons, hvilket er en fremgang på 5 % i forhold til 2010. Tilsvarende viser personbiltrafikken med 645.000 biler og passagertrafikken med godt 2,1 mio. gæster en vækst på henholdsvis 6,6 % og 4,5 %.

Hirtshals Havns bestyrelsesformand, Anker Laden-Andersen, siger om havnens vækst i 2011:

- Når Hirtshals Havn igen i 2011 kan realisere en vækst i aktiviteterne, hænger det sammen med, at havnen i dag har en række stærke samarbejdspartnere, samtidig med, at vi over de seneste 10 år har arbejdet ud fra en klar og langsigtet strategi på alle indsatsområder. Den udvikling vi har været med til at skabe betyder også, at vi har spændt havnen hårdt for i økonomisk henseende. Det er imidlertid sket samtidig med, at vi hele tiden har holdt fokus rettet mod, at der skal være balance mellem de investeringer vi gennemfører og den indtjening vi kan realisere.

Havnen ser også positivt på udviklingen i fiskeriet, hvor landingerne efter nogle år med en negativ udvikling i 2011 har udvist en beskeden fremgang i forhold til 2010. De landede mængder udgjorde 47.000 tons og havde en samlet værdi på 603 mio. kr. Dermed placerer Hirtshals Havn sig som Danmarks tredje største fiskerihavn, og er derved også inden for fiskeriet en væsentlig aktør i den danske havnesektor.

Den vækst, som Hirtshals Havn har oplevet de seneste år, giver en begrundet forventning om en fortsat positiv udvikling i de kommende år. Laden-Andersen begrunder dette:
- Vi arbejder konstant med at udvikle vores forretning i samarbejde med nuværende og nye aktører på havnen, og vi ser realistisk og positivt på de perspektiver, der tegner sin for både nye aktiviteter og vækst i eksisterende aktiviteter. Vores unikke geografi er grundlaget for væksten, og den har jo sammen med et stærkt kompetencefelt hos virksomhederne på havnen blandt andet betydet, at Hirtshals i 2011 kom ind på et nyt markedsområde – nemlig offshore området. Det er udvikling af samme karakter vi forventer at se i de kommende år på Hirtshals Havn.

Den udvikling, som havnen har fastholdt i 2011, bekræfter Hirtshals Havns position som en aktiv vækstgenerator i Hjørring Kommune og Nordjylland. Med de projekter, der allerede er sat i gang omkring udvikling af fiskerisektoren, samt initiativerne inden for transport- og offshore sektorerne vil denne position kun blive forstærket over de kommende år.

Kilde: Hirtshals Havn
FiskerForum.com

Syntes du om artiklen - så huske at like den på Facebook - så dine venner også får mulighed for at læse den.


© 2017 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.cominfo@fiskerforum.com • Tlf +45 9731 1946 Cookie- og privatlivspolitik

FiskerForum er drevet af Apollomedia