Besøg vores mobil side
 .

Kamp om råvaren omkring Nordsøen

Udgivet af FiskerForum den 03-02-2011 · info@fiskerforum.dk

Adm. direktør Christian Bisgaard skriver: Peru’s fiskeri er sat voldsomt tilbage på grund af ekstremt koldt havvand. Så de når slet ikke at fange de to millioner tons fisk til produktion af fiskemel og -olie, som det var planlagt.

Fra og med d. 18. januar er fiskeriet totalt lukket i Peru, og man fangede kun ca. 36% af kvoten på ca. to millioner tons. Fiskeriet starter først op igen i april/maj måned.

Det betyder, at verdensmarkedet kommer til at mangle fiskemel og olie. Så på afsætningssiden ser situationen i den kommende tid meget fornuftig ud, idet efterspørgslen efter vore produkter vil være stor.

Vanskeligt at skaffe råvarer
Men med det fald i kvotestørrelsen på næsten alle industrifiskearter, med undtagelse af tobis, der er meldt ud gældende for de farvande, vi normalt fisker i, vil det blive meget vanskeligt for os at skaffe den tilstrækkelige mængde råvarer til at imødekomme efterspørgslen og til at sikre en fornuftig udnyttelse af vores kapacitet.

Som det ser ud på nuværende tidspunkt, vil de færre råvarer, der er til rådighed, medføre en nedgang i produktionen på de skandinaviske fabrikker på 110-130.000 tons mel og ca. 30.000 tons olie.

Det betyder, at der vil blive endnu hårdere kamp mellem fabrikkerne i Danmark og Norge om råvaren i Nordsøen.

Muligheder i Kina
Især det kinesiske marked vil komme til at mangle det sydamerikanske fiskemel, hvilket naturligvis vil øge vore muligheder for at få fodfæste på dette store og ekspanderende marked.

Og den situation arbejder vi vedholdende på at udnytte.

Således er det er glæde at kunne meddele, at det allerede på vores første rejse til Kina her i det nye år, hvor Yanqi Zhang Larsen og jeg har besøgt potentielle kunder og samarbejdspartnere, er lykkedes os at sælge vores første parti fiskemel til Kina siden 2001.

Med en forventning om melpriser på samme niveau som i øjeblikket og stigende oliepriser de kommende 5-6 måneder ser jeg med fortrøstning frem mod første halvår af 2011.

Kilde: TripleNine

Syntes du om artiklen - så huske at like den på Facebook - så dine venner også får mulighed for at læse den.


© 2017 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.cominfo@fiskerforum.com • Tlf +45 9731 1946 Cookie- og privatlivspolitik

FiskerForum er drevet af Apollomedia