Besøg vores mobil side
 .

Karstensens Skibsværfts nybygning nr. 425, Astrid - S 264 Skagen.

Udgivet af FiskerForum den 16-07-2012 · info@fiskerforum.dk

Rederiet Astrid Fiskeri A/S har bestilt en ny 69,95 m kombineret snurper / trawler hos Karstensens Skibsværft A/S. Fartøjet skal leveres 15 Oktober 2013.

Bag rederiet står familien Johansson, med brødrene Börje og Tomas Johansson. Börjes søn Daniel og Tomas’s sønner Kristian og Johannes er også aktive i rederiet, som besætning og skippere.

Rederiet blev grundlagt af den navnkundige Leif Johansson (Leif på Astrid), da han i 1965 købte sin første trækutter. Leif Johansson er, trods sine 77 år, for øvrigt stadig aktiv, og driver den dag i dag hummerfiskeri i den vest-svenske skærgård.

I alle årene har familien Johansson haft base på Rörö på den svenske vestkyst. Familien er kendt og respekteret, som foregangsmænd på det rent tekniske område, hvilket har resulteret i en fortløbende flådefornyelse, hvor der konstant har været fokus på kvalitet.
For nuværende drives de 2 mindre skibe ”Astrid” og ”Astrid Marie” under svensk flag og på svenske kvoter.

I forbindelse med 3. generations flytning til Danmark, har rederiet opkøbt og samlet en del kvoter. Den danske del af rederiet blev grundlagt for 2 år siden, igennem en fusion med Esbjerg-rederierne Iona E 187 A/S v/fiskeskipperne Søren og Hans Espersen og A/S Nana Maria v/fiskeskipper Villy Rossen. Rederiet disponerer i dag over fartøjerne Rockall E 532 og Thingholt L 525. De danske fiskeskippere Jean Vad Christensen og Mogens Ørts Jensen er medejere, og sikrer på den måde, på sigt, det danske tilhørsforhold.

Kvote grundlaget for det nye fartøj vil være en kombination af pelagiske fisk til både industri og konsum. Fartøjet skal drive kombineret trawl- og not fiskeri, hvor trawlfiskeriet primært foregår efter tobis, hestemakrel og sperling og not fiskeriet efter sild og makrel.
Rederiet begrunder sit valg af værftet i Skagen med, at Karstensens Skibsværft tilbyder en samlet pakke, som økonomisk og ikke mindst teknisk, er særdeles attraktiv.

Karstensens Skibsværft glæder sig over den tillid Astrid Fiskeri A/S har udvist. I lighed med de 5 øvrige pelagiske fartøjer, som værftet har under bygning til redere i Norge og Danmark, er også nye ”Herøyhav” af eget design. Dette sikrer både en økonomisk optimering, kort beslutningsproces og et klart afgrænsede ansvarsområde. Fordele som også andre redere har fået øjnene op for, og værftet forhandler for tiden således om lignende projekter og designs til andre potentielle kunder.

Ny ”Astrid” vil få en længde overalt på 69,95 m og en bredde på 15 meter samt en lasteevne på 2100 m3. Skibet vil i øvrigt blive skrog-søster til værftets nybygning 423 ”Herøyhav”, som skal leveres til et norske rederi i Juni 2012.

Det nye fartøj vil blive godt udrustet med kraftige wincher, kraner etc. Fremdrivnings- anlægget er baseret på en økonomisk hovedmotor på 3000 kW, der kan boostes med yderligere 1500 kW. Endvidere kan fartøjet drives rent diesel-elektrisk.

Fartøjet vil blive fuldt udrustet med separate snurpe- og trawl wincher, og vil have pumpning fra hækken (trawl). Pumpning fra snurpenot på styrbord side, vil foregå 1 dæk højere end normalt, og besætningen vil dermed få et mere sikker og enkel arbejdsplads og dermed et bedre arbejdsmiljø.

Hovedmotoren bliver en Wartsila 6L32E på 3000 kW. Propellen på 4200 mm skal køre med blot 124 rpm ved fuld effekt / 60 Hz på akselgeneratoren. Dette anlæg vil sikre fartøjet optimalt bollard pull (til trawlfiskeri) og samtidig gode fri sejl egenskaber.

Kilde: Karstenseens Skibsværft
FiskerForum.com

Syntes du om artiklen - så huske at like den på Facebook - så dine venner også får mulighed for at læse den.


© 2017 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.cominfo@fiskerforum.com • Tlf +45 9731 1946 Cookie- og privatlivspolitik

FiskerForum er drevet af Apollomedia

*/