Besøg vores mobil side
 .

Langt størstedelen af dansk fiskeri er bæredygtigt

Udgivet af FiskerForum den 13-12-2017 · info@fiskerforum.dk

Hesterejefiskeriet i Nordsøen er blevet MSC-certificeret. MSC er en internationalt mærkningsordning for bæredygtigt fiskeri. - Det har været en udfordrende opgave at opnå enighed blandt 400 fartøjsejere fra tre forskellige lande med tre meget forskellige kulturer. Vi er derfor særligt stolte af, at vi har nået vores mål, siger Jesper Juul Larsen, der er formand for Sydvestjysk Fiskeriforening.

Overrækkelsen af certifikatet fandt sted i Bruxelles d. 12. december 2017 og blev overværet af både den danske fiskeriminister Karen Ellemann, samt den tyske fiskeridirektør i Berlin German Jeub og den hollandske minister for landbrug, natur og fødevarekvalitet Carola Schouten.

For at blive tildelt det blå MSC-mærke, skal fiskeriet holdes op mod MSC’s tre overordnede principper, der ser på 1. bestanden, der fiskes på, 2. fiskeriets påvirkning af marine økosystemer og 3. effektiv forvaltning. For at leve op til MSC’s høje standarder for bæredygtigt fiskeri, har det således været nødvendigt at udvikle en forvaltningsplan for hesterejefiskeriet på tværs af landegrænser og i samarbejde med flere forskere. Det har krævet en kæmpe indsats fra de danske fartøjsejere igennem flere år.

Over 90 % certificeret
Danmarks Fiskeriforening PO har over en lang årrække arbejdet med bæredygtighedscertificering af dansk fiskeri. Med MSC-certificeringen af hesterejefiskeriet er endnu et skridt taget, og langt størstedelen af det danske fiskeri er nu MSC-certificeret.

- Over 90 procent af de fisk og skaldyr, som danske fiskere lander, fanges bæredygtigt og kan sælges med det blå MSC-mærke, slutter Sofie Smedegaard Mathiesen, der arbejder med MSC for Danmarks Fiskeriforening.

Der vil fortsat blive arbejdet på at opretholde de nuværende MSC-certificeringer og afsøge mulighederne for at få certificeret de arter, der endnu ikke er certificeret.

Kilde : Danmarks Fiskeriforening

Syntes du om artiklen - så huske at like den på Facebook - så dine venner også får mulighed for at læse den.


© 2018 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.cominfo@fiskerforum.com • Tlf +45 6022 0946 Cookie- og privatlivspolitik