Besøg vores mobil side
 .

Lind strøm af tilførsler til Hafi i Hanstholm.

Udgivet af FiskerForum den 26-11-2010 · info@fiskerforum.dk

Med tilførsler på 8.500 tons i indeværende uge, har Hafi A/S i Hanstholm fuldt op at gøre. 2010 bliver nyt rekordår for fabrikken.

Der er fuld damp under kedlerne på Hanstholm Fiskemelsfabrik A/S. Fabrikken forventer i år at runde en produktion på 170.000 tons, hvilket er et pænt stykke over sidste års rekord på 150.000 tons. Det oplyser adm. direktør Peter Jensen.

Industrifiskernes større tobiskvote, et godt sperling fiskeri og ikke mindst brisling fiskeriet har været medvirkende til den flotte produktionsfremgang.

I indeværende uge er det mest brisling, der landes fra den linde strøm af fiskefartøjer, der er tilmeldt. Fabrikken aftager fisk fra HG 333 ”Isafold” med 2.100 tons, HM 320 ”Belinda”, HM 862 ”Christina Paulsen” med tilsammen ca. 1.250 tons. HM 379 ”Lingbank” og L 492 ”Christina Vendelbo” med 1.300 tons, mens VA 218 ”Atlansfarid” fredag ligger til landing med ca. 1.500 tons. Herudover er der landinger fra Svenske fartøjer, leveret gennem Grenå Lossekompagni.

”En stabilisering af fiskemelspriserne på et fornuftigt niveau samt stigende priser på fiskeolie kombineret med, at der er ”kamp" om råvarerne betyder, at det er godt at være fisker”, forklarer direktør Peter Jensen.

Den hårde priskonkurrence mellem danske og udenlandske fiskemelsfabrikker, efterlader for nuværende ikke nogen speciel god marginal til fiskemelsfabrikkerne, ”men det er åbenbart vilkårene, hvis vi vil sikre os nogle råvarer her mod årets slutning” resonerer Peter Jensen.

Markedsprisen for brisling til industribrug meldes i øjeblikket at ligge på den gode side af 1,90 kr./kg.

Hanstholm Fiskemelsfabrik har sat spaden i jorden i forbindelse med nye anlægsinvesteringer på omkring 10 mio.kr., til langt større opbevaringstanke for uforarbejdede råvarer. Når byggeriet står færdigt omkring 1. april 2011, forventer fabrikken at være bedre rustet i forhold til at servicere de største fartøjer.

Kilde: FiskerForum.com/EK

Syntes du om artiklen - så huske at like den på Facebook - så dine venner også får mulighed for at læse den.


© 2017 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.cominfo@fiskerforum.com • Tlf +45 9731 1946 Cookie- og privatlivspolitik

FiskerForum er drevet af Apollomedia