Besøg vores mobil side
 .

MEP Bendt Bendtsen på lynvisit på Hirtshals Havn

Udgivet af FiskerForum den 01-02-2012 · info@fiskerforum.dk

Medlem af europaparlamentet Bendt Bendtsen (c) var midt i januar på et koncentreret lynvisit på Hirtshals Havn, hvor han mødtes med rederier og speditører samt havnens bestyrelse for at drøfte den nordjyske havns position i den fremtidige nordeuropæiske transportstruktur.

I betragtning af den trafik der allerede i dag går over Hirtshals Havn mellem Norge og det europæiske kontinent, samt den yderligere vækst, der blandt andet vil følge af indsættelse af nye cruisefærger i 2012 og 2013, betegnede Bendt Bendtsen forbindelsen mellem Norge og Hirtshals Havn som en ”flydende bro”. Bendtsen fremhævede på denne baggrund også Hirtshals Havn som en relevant del af Europakommissionens transportpolitiske udviklingsprogram; TEN-T, idet han pointerede behovet for at havnen har en placering i kernenetværket i TEN-T.

Den synlige udvikling på Hirtshals Havn og det igangværende arbejde omkring en godsbaneterminal ved havnen ligger på linje med EU’s målsætning om at få mere gods på jernbane. På denne måde fokuserer havnen på at skabe et multimodalt logistikcenter i Hirtshals med udgangspunkt i de gods-mængder, der allerede transporteres over havnen.

Bendt Bendtsen udtrykte sin tilfredshed med, at Hirtshals Havn ikke kommer med ønsker om penge:
- Havnen præsenterer ikke forventninger til stats- eller EU-investeringer i havnen til udbygning eller lignende. I stedet viser Hirtshals Havn resultater af strategisk arbejde og samtidig fremviser havnen relevante udviklingsperspektiver. Det er også positivt for en bæredygtig erhvervsudvikling i Nord-jylland.

I sin præsentation af havnens udvikling og de perspektiver der ligger for fremtiden fremhævede havnens bestyrelsesformand, Anker Laden-Andersen, en økonomisk bæredygtighed, der sikrer balance mellem investeringer og indtjening. Bestyrelsesformanden understregede, at den sunde udvikling i den danske havnesektor skal gennemføres uden statslige investeringer, da det vil betyde konkurrenceforvridning samt hæmme de naturlige vækstpotentialer.

Med afsæt i Hirtshals Havns førte offshore opgave i sommeren 2011, hvor boreriggen ”Maersk Guardian” gennemgik en levetidsforlængelse, lagde Bendt Bendtsen vægt på, at offshore-industrien er en mulighed for Nordjylland og erhvervslivets vækst:
- Når erhvervslivet har det godt, så har Danmark det godt, og derfor skal I skabe gode forhold for er-hvervslivet. Det er så enkelt, at folk går derhen, hvor de bliver behandlet ordentligt, og det er et vigtigt udgangspunkt for den fortsatte erhvervsudvikling i Nordjylland.

Efter en god times koncentreret dialog med repræsentanterne fra Hirtshals fortsatte Bendt Bendtsen og folketingskandidat og byrådsmedlem Daniel Rugholm (c) mod endnu et møde i et tæt pakket program rundt i Nordjylland.

Kilde: Hirtshals Havn
FiskerForum.dk

Syntes du om artiklen - så huske at like den på Facebook - så dine venner også får mulighed for at læse den.


© 2017 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.cominfo@fiskerforum.com • Tlf +45 9731 1946 Cookie- og privatlivspolitik

FiskerForum er drevet af Apollomedia

*/