Besøg vores mobil side
 .

Norsk nybygning til Karstensens Skibsværft

Udgivet af FiskerForum den 28-06-2013 · info@fiskerforum.dk

Rederiet Haugagut AS har bestilt en ny 69,95 m kombineret snurper / trawler hos Karstensens Skibsværft A/S.

Fartøjet bliver en top-moderne snurper/trawler, med alt indenfor det nyeste af maskineri, udstyr og udrustningen. Design, indretning og arrangementer er blevet til i et meget nært samarbejde mellem rederi og værft.

Nybygningen vil for øvrigt blive værftets første leverance til Austevoll-området, som anses for et særdeles vigtigt og interessant marked. Sammen med Herøy repræsenterer Austevoll de størst koncentrationer af pelagiske rederier i Norge. Karstensens Skibsværft har i løbet af de seneste 2 år leveret 4 nybygninger til Herøy, med yderligere én i ordre.

Nye ”Haugagut” skal leveres i April 2015.
Rederiet, Haugagut AS, er et datterselskab til Drønen Havfiske AS, som ejer og driver de 2 kombinerede snurper/trawlere Haugagut og Storeknut. Gamle Haugagut, er netop solgt, og planen er, at dettes fartøjs kvoter skal fiskes af Storeknut, indtil nye Haugagut er klar.

For Drønen Havfiske AS vil der være tale om den første nybygning i rederiets 50-årige historie. Rederiet drives aktivt af familierne Drønen og Østervold.

Rederiet driver med kombineret trawl- og notfiskeri, hvor trawlfiskeriet primært består af blåhvilling (norsk: Kolmule) fiskeri vest af Irland. Øvrig fiskeri efter primært sild og makrel drives med not. Det nye fartøj skal drives efter samme principper.

Rederiet begrunder sit valg af byggeværft med, at Karstensens Skibsværft tilbyder en samlet pakke som er både økonomisk og ikke mindst teknisk særdeles attraktiv. Ligeledes har det været magtpåliggende at have fuld indflydelse i hele designfasen, således projektet vil blive skræddersyet nøjagtig til de ønsker og krav, som rederiet har.

Karstensens Skibsværft glæder sig over den tillid Haugagut AS har udvist. I lighed med de øvrige pelagiske fartøjer som værftet har under bygning til redere i Norge og Danmark, er også nye ”Haugagut” af eget design. Dette sikrer en økonomisk optimering, kort beslutningsproces og klare afgrænsninger af ansvarsområder. Fordele som også andre redere har fået øje på, og værftet forhandler således om lignende designs til potentielle norske kunder. Værftets kvalitet og omhu for detaljer begynder efterhånden at blive en målestok, senest repræsenteret ved nye ”Rogne” som netop er leveret til redere på Herøy.

Karstensens Skibsværft har gennem de seneste 2 år leveret 7 pelagiske fiskerfartøjer, og må derfor betegnes som førende på dette område.

Nye ”Haugagut” vil få en længde overalt på 69,95 m, og lasteevnen vil blive 2100 m3. Skibet vil i øvrigt blive søsterskib til værftets nybygninger 423 ”Herøyhav” og 425 ”Astrid”, som skal leveres til norske hhv danske redere i 2013/2014.

I tæt sarmarbejde med Drønen/Østervold har værftet tilpasset og skræddersyet disse design yderligere, hvilket forventes at resultere i et projekt, som som forventes at sætte ny standard for økonomiske og dermed miljøvenlige snurpere/trawlere.
Fartøjet vil blive udrustet med separate snurpe- og trawl wincher, og vil have pumpning fra hækken (trawl). Pumpning fra snurpenot på styrbord side, vil foregå 1 dæk højere end normalt, og besætningen vil dermed få et mere sikkert og enkelt arbejdsmiljø.

Hovedmotoren vil blive en MAN 6L32/44 CR på 3600 kW. Dette bliver for øvrigt første MAN hovedmotor med common-rail brændstofindsprøjtning i den norske fiskeflåde. Propelleren på 4200 mm skal køre med blot 115 rpm ved fuld effekt / 60 Hz på akselgeneratoren. Dette anlæg vil
sikre fartøjet optimalt bollard pull (til blåhvilling / kolmule-fiskeri) og samtidig gode fri sejlads egenskaber.

I tillæg til hovedmotor effekten, vil det være muligt at booste yderligere 1500 kW på propelleren. Endvidere omfatter det fleksible fremdrivningsanlæg også mulighed for power-take-me-home, hvor hovedmotoren kan kobles fra, og fremdriften besørges af hjælpemaskineriet.

Der forhandles i øjeblikket med de sidste store leverandører, såsom til wincher, kraner, RSW- og losseanlæg.

Fartøjets hoveddimensioner:

Længde overalt 69,95 m
Bredde moulded 15,00 m
Dybde shelterdæk 9,20 m

Øvrig teknisk data:

Sidepropellere Brunvoll, 850 / 950 kW
Wincher/kraner Karmøy Winch
RSW-anlæg MMC, 2 x 1150 kW
Vakuum anlæg MMC, 4 x 66 kW / 2 x 4200 l tank

Kilde: Karstensens Skibsværft
FiskerForum.com

Syntes du om artiklen - så huske at like den på Facebook - så dine venner også får mulighed for at læse den.


© 2017 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.cominfo@fiskerforum.com • Tlf +45 9731 1946 Cookie- og privatlivspolitik

FiskerForum er drevet af Apollomedia