Besøg vores mobil side
 .

Ny Direktør og ny strategi.

Udgivet af FiskerForum den 16-12-2010 · info@fiskerforum.dk

Smediekoncernen AS Scan får ny direktør til januar 2011. Valget faldt på bestyrelsesformand Michael Vejlgaard.

AS Scan har mere end 50 års erfaring i marineindustrien, og siden Hvide Sande-virksomheden havde sin spæde start i mindre lokaler under navnet Havnens Motorværksted, har virksomheden gennemgået en synlig udvikling med opførelse af Hvide Sandes største fabrikshal på fabriksvej 14 på Nordhavnen i Hvide Sande.

AS Scan har i dag fordelt arbejdsområderne på fire underafdelinger: AS Scan Marine, AS Scan Winches, AS Scan Steering, AS Scan Industries.

Nuværende direktør Karsten Olesen, som overtog virksomheden med broderen Klaus Olesen i 1996, har efter 14 år som administrerende direktør, nu nye ønsker for sig selv og den globale virksomhed. I oktober måned blev en stillingsannonce om en ny administrerende direktør slået op, og interessen var stor. ”Der kom over 40 ansøgninger på opslaget, så det var over al forventning,” siger Karsten Olesen, som er yderst godt tilfreds med valget af den nye direktør.

Ud fra de 40 ansøgere udvalgte de fire nuværende ejere og bestyrelsesformand Michael Vejlgaard fire kompetente ansøgere som kom til samtale, og efterfølgende lagde bestyrelsesformanden så sin egen ansøgning i bunken.”Jobbet var som skræddersyet til mig, og jeg ønskede at søge jobbet med det samme,” siger Michael Vejlgaard, som har været i bestyrelsen i to år og haft posten som formand siden januar måned. Han afventede sin ansøgning, da det var mest fair overfor virksomheden og mest korrekt for alle parter.

”Det var lidt overraskende at Michael valgte at søge stillingen, men jeg er sikker på, at vi har valgt den helt rigtige mand til jobbet. Engagementet som bestyrelsesformand, de store krav til sig selv og virksomheden har vist Michael som en målrettet person,” siger den nuværende direktør som glæder sig til at videregive stafetten til Michael d. 15. januar 2011. Kigger man på Michael Vejlgaards lynkarriere og brede uddannelsesområde, er der noget om snakken.
Michael blev først uddannet automekaniker i Hvide Sande, hvor han efterfølgende flyttede til Thyborøn, uddannede sig til skibsmontør og arbejdede dersom. Efter 10 år i Thyborøn flyttede Michael til København, hvor maskinmesteruddannelsen og økonomi blev læst sideløbende med hinanden. I 2004 blev han ansat i A/S Løgstrup-Steel i Kvistgaard, hvor han de seneste 4 år har besiddet jobbet som international salgsdirektør.

”Det er Michaels baggrund som skibsmontør og hans internationale salgserfaring, der gør ham perfekt til jobbet som administrerende direktør for virksomheden,” siger Karsten der selv er spændt på hans fremtidige jobfunktion i firmaet. ”Enten skal jeg fortsætte med at tegne og udregne tilbud, eller også skal et ophold på 2 år i Bangladesh realiseres, hvis vi vælger at etablere virksomhed dernede.

Det første Michael Vejlgaard vil tage fat på er udarbejdelse af 3-årige strategier på de fire arbejdsområder, så områderne bliver identificeret og målrettet og kan skabe værdi. Et af områderne er inden for fiskerisektoren, hvor et af tiltagene vil være mere fokus på prisgaranti og bedre ”after sales service”.
”Vi vil være en af de mest foretrukne i branchen til levering og montering af udstyr til fiskerflåden,” lyder det samstemmigt fra nuværende og kommende direktør.

Kilde: FiskerForum.com/MB

Syntes du om artiklen - så huske at like den på Facebook - så dine venner også får mulighed for at læse den.


© 2017 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.cominfo@fiskerforum.com • Tlf +45 9731 1946 Cookie- og privatlivspolitik

FiskerForum er drevet af Apollomedia

*/