Besøg vores mobil side
 .

Ny aftale sætter turbo på tobiskvote

Udgivet af FiskerForum den 15-12-2010 · info@fiskerforum.dk

I foråret stod danske tobisfiskere til at miste hundreder millioner af kroner på grund af manglende kvote. En ny aftale som EUs fiskeriministre indgik natten til onsdag skal fremover sikre, at kvoten er på plads, inden tobissæsonen begynder.

Også i forhold til det vigtige fiskeri efter jomfruhummer var der gevinst til dansk fiskeri, da Kommission valgte at følge den seneste biologiske rådgivning og fastholde næste års kvote på samme niveau som i år.

En ny model for fastsættelse af kvoten for industrifisken tobis var et af flere danske fingeraftryk på aftalen om næste års kvoter, der faldt på plads under et møde mellem EUs fiskeriministre natten til onsdag i Bruxelles.

Tidligere er den endelige kvote blevet fastlagt efter, at tobissæsonen er gået i gang. Den ny aftale betyder, at der fremover vil ligge en kvote for fiskeriet i marts, inden fiskeriet begynder. Fødevareminister Henrik Høegh siger, at den nye model følger et dansk forslag, som blev afleveret til Kommissionen inden forhandlingerne.

"Tobisfiskeriet udgør anslået omkring en halv milliard kroner alene for danske fiskere. Dertil kommer, at fisken bruges til fiskemel og -olie, der typisk bliver produceret på fabrikker i landets yderområder. Samlet set er tobisfiskeriet en milliardforretning for Danmark, som jeg er meget tilfreds med at have sikret fornuftige vilkår. Den nye model sikrer samtidig en bedre beskyttelse af tobisbestanden ved at dele kvoterne op på flere havområder, så vi undgår at fiske for meget på de enkelte fiskepladser", siger fødevareminister Henrik Høegh.

Et fiskeri som har stor økonomisk betydning for hovedsageligt en række mindre danske fartøjer er fangsten af jomfruhummer i Kattegat og Skagerrak. Det gælder især, fordi torsken i disse farvande er ramt af kvotereduktioner på baggrund af den biologiske rådgivning. I forhold til jomfruhummer var der i Kommissionens oprindelige forslag lagt op til en reduktion i fiskeriet på ni procent. Men efter dansk opfordring valgte Kommissionen at følge den seneste biologiske rådgivning og dermed bibeholde kvoten på samme niveau som i år.

På en lang række af de øvrige fiskearter følger EU forvaltningsplanerne, der er vedtaget for at sikre og genoprette fiskebestandene. Det betyder blandt andet, at danske fiskere til næste år vil kunne fanges 15 procent flere rødspætter og 22 procent flere sild i Nordsøen. I Kattegat må der næste år fanges 20 procent flere tunger end i år. Til gengæld vil kvoten for torsk blive reduceret med 20 procent i Nordsøen og Skagerrak og 50 procent i Kattegat.

En samlet oversigt over kvotefordelingen vil kunne ses her i løbet af onsdagen.

Kilde: FVM

Syntes du om artiklen - så huske at like den på Facebook - så dine venner også får mulighed for at læse den.


© 2017 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.cominfo@fiskerforum.com • Tlf +45 9731 1946 Cookie- og privatlivspolitik

FiskerForum er drevet af Apollomedia

*/