Besøg vores mobil side
 .

Positiv evaluering af Hirtshals Havn som Offshore Havn

Udgivet af FiskerForum den 31-10-2012 · info@fiskerforum.dk

Det var en stor udfordring for Hirtshals Havn, da de i forsommeren 2011 tog hul på et helt nyt forretningsområde som offshore havn, da boreriggen ”Maersk Guardian” kom til Hirtshals for en større renovering og levetids forlængelse.

Man kunne have frygtet at boreriggens ophold, ville skabe problemer i den i forvejen meget trafikeret havn, men i stedet skabte ankomsten af Maersk Guardian en meget synlig aktivitet både på havnen og i lokalområdet, uden at de gamle kerneområder for havnen,som færgefart og ikke mindst fiskeriet, blev væsentligt generet. Tværtimod har det styrket sammenholdet servicevirksomhederne imellem og givet en ikke ubetydelig synergieffekt overfor selv samme virksomheder, en effekt som også er kommet de øvrige brugere af havnen tilgode.

Hirtshals Havn præsenterer i den vedhæftede fil, de økonomiske, beskæftigelses- og skattemæssige effekter, som ”Maersk Guardians” renovering havde for Region Nordjylland.

Arbejdet på og omkring riggen under dens 94 dages ophold i Hirtshals dannede grundlag for mere end 250 arbejdspladser og en indkomstskabelse på 37,5 mio. kr. i Region Nordjylland. Ligeledes skabte de rig-relaterede renoveringsaktiviteter en produktionsværdi (omsætning) blandt virksomheder i Region Nordjylland på 171 mio. kr.. Endelig gav aktiviteterne en mer-skatteindtægt til kommunerne i Region Nordjylland på knap 11 mio. kr.

Bestyrelsesformand, Anker Laden-Andersen, udtaler i forbindelse med offentliggørelsen af undersøgelsen, ”Vores mål med denne undersøgelse er at synliggøre betydningen af renoveringen af ”Maersk Guardian” i Hirtshals Havn, både lokalt og regionalt. Undersøgelsen skal desuden sætte fokus på offshore-aktiviteternes betydning, ikke kun for lokalområdet, men for hele Nordjylland. Det er vores forventning, at vi på sigt kan være med til at drive en udvikling, der vil skabe et samlet Nordjylland i offshore-sektoren.”

”Hirtshals Havn har en unik geografisk placering i forhold til blandt andet Nordsøen, der sammen med en god infrastruktur og en bred vifte af kompetencer hos virksomheder på og omkring havnen, er med at befæste havnens position som base for renovering af borerigge i Nordeuropa. Vi forventer, at offshore aktiviteterne vil vokse som et nyt forretningsområde, og i samarbejde med virksomhederne på og omkring havnen og i Nordjylland vil vi gøre vores til at udvikle og styrke offshore-aktiviteterne over de kommende år.”

Undersøgelsen om ”Maersk Guardians” betydning er udarbejdet i et samarbejde mellem Syddansk Universitet, Gemba Seafood Consulting og Hirtshals Havn.

Kilde: Hirtshals Havn
FiskerForum.com

Syntes du om artiklen - så huske at like den på Facebook - så dine venner også får mulighed for at læse den.


© 2017 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.cominfo@fiskerforum.com • Tlf +45 9731 1946 Cookie- og privatlivspolitik

FiskerForum er drevet af Apollomedia